Deftones 'Koi No Yokan'

Sacramento-kvintetten opretholder pÃ¥ deres syvende langspiller de fine takter og det generelt høje bundniveau fra deres efterhÃ¥nden omfangsrige bagkatalog. Som pÃ¥ de to forgængere ‘Saturday Night Wrist’ og ‘Diamond Eyes’ fokuserer Deftones her deres musiceren pÃ¥ balanceakten mellem de tonstunge metalliske aggressionsudbrud og de mere sfærisk flydende passager, hvor der gives plads til inderligheden. Og det er netop i afstemningen af denne balance, at kvintetten for alvor accelererer.

Frontmand Chino Moreno formÃ¥r nemlig som fÃ¥ andre vokalister indenfor tungrocken at afpasse spændet mellem en til tider næsten patetisk følsomhed og de voldsomme primalskrig, hvor vreden og den indestængte aggression fÃ¥r lov at stÃ¥ i lys lue. Albummet lægger stærkt ud med de tungt flossede seksstrengskaskader pÃ¥ den intense ‘Swerve City’, hvor disse akkompagneres til noget nær perfektion af Morenos førnævnte vokale vekslen mellem introvert sensibilitet i versene og ekspressive dæmonuddrivelser i omkvædene.

Læs anmeldelse: Deftones ‘Diamond Eyes’

Blandt højdepunkterne er ligeledes den krasse ‘Leathers’, hvori frontmanden fÃ¥r spyttet en god del af sine grimheder ud, som dissekerede han sig selv med en skalpel: »Shedding your skin / showing your texture / time to let everything inside show«, hvæser han i refrænet. Tak skæbne, her er det skam ikke for sarte sjæle at befinde sig i kvintettens musikalske rum.

Modsat trækkes de mere udsvævende ‘Tempest’ og ‘Rosemary’ lidt unødigt i langdrag, hvor gruppen farer en smule vild i forsøget pÃ¥ at kreere mere episke kompositioner. Disse vildfarelser hører dog til i smÃ¥tingsafdelingen og skænder ikke for alvor det overordnede indtryk af, at Deftones atter leverer varen.