Roskilde præsenterer talenter til ny festival



Northern Winter Beat er en spritny festival i Aalborg, der sætter spot på lovende, danske navne.

En bunke navne har længe været på plakaten, men nu har et samarbejde med Roskilde Festival og Roskilde Rising meldt sig, og de to festivaler kan nu i fællesskab præsentere tre nye navne, der alle kommer til at optræde på spillestedet 1000Fryd: Mother Levinsky, Baby In Vain og Indians.

Læs også: Hør Indians’ debutalbum før tid

Mother Levinsky spiller noget i omkanten af indie-klassisk, mens den unge pigetrio Baby In Vain er klar til at trille publikum omkuld med deres doomede, tæt sammenspillede garagerock. Sidst er der Søren Løkke Juul, der som Indians har fået hul igennem til udlandet via en pladekontrakt med legendariske 4AD, og lige om lidt udgiver sit debutalbum.

Northern Winter Beat foregår den 24.-26. januar på forskellige spillesteder i Aalborg.