Villagers

Conor J. O’Briens røst dirrer som et stearinlys, der hele tiden truer med at gå ud. Villagers-frontmanden kan skabe intensitet i selv de mest stille numre, som når han uden for fyrtårnets lyskegle med flerstemmig vokal og akustisk guitar skaber en folket kærlighedssang på åbneren ’My Lighthouse’.

Men Villagers kan ikke blive ved med at undgå lyskeglens søgen. Efter åbningsnummeret stiger pladen taktvis i både tempo og eksperimenter med guitarringende og trommebuldrende omkvæd på den til tider Bright Eyes-dystre ’Earthly Pleasure’ og flimrende elektronik på den eksploderende ’The Waves’.

Læs anmeldelse: Villagers ‘Becoming a Jackal’

Villagers rækker højere og længere, end de gjorde på debuten. Den singleglimtende, Arcade Fire-rockede ’Nothing Arrived’ er pladens mest iørefaldende skæring med intenst klaver, løs hånd på guitaren og hverdagsgenial lyrik. Alligevel bevæger Dublin-kvintetten sig til tider ud, hvor de ikke kan bunde. Den eksperimenterende ’Judgement Call’ bliver forstyrret af insisterende, malplacerede elektroder, mens ’Rhythm Composer’ skummer over i strygerharmoni og happy go lucky-omkvæd.

Selv om pladens store crescendo-akkompagnementer for det meste fungerer, er det alligevel på de mere stille numre, at Villagers skaber gennemborende intensitet. Det er således lige før, jeg vil udnævne det intermezzo-agtige titelnummer til pladens bedste, for her formår de fem irere med blot guitar, strygere og vokalharmoni at skabe en intensitet, der er så skrøbelig, at man hele tiden frygter, den vil falde fra hinanden. Det smukke er, at den aldrig gør det.