Modeselektor – if it ain’t broke…

6 6
Modeselektor – if it ain’t broke…

Koncert

Store Vega

Hvis man, som undertegnede, gik til torsdags-vinterferie-rave i Store Vega med d’herrer Modeselektors seneste optræden på Københavnsk grund i stadig frisk erindring, kunne forventningerne til aftenens løjer ikke være andet end ekstatisk høje. Derfor tilsiger al logik også, at denne anmeldelse burde være præget af en smule skuffelse, da det jo nærmest er naturstridigt at være i stand til at indfri et så absurd forventningsniveau. Men Modeselektor gjorde det umulige, og endnu engang er denne anmelder nødt til at kaste sig næsegrus på dansegulvet i dyb ære og respekt for duoen fra Berlin.

Da ’German Clap’ lagde for, efterfulgt af hipster-pastichen ’Pretentious Friends’ og electrorap-genistregen ’2000007’ virkede det ellers til, at det ’bare’ ville blive en gentagelse af den fænomenale setliste, Modeselektor spillede i KBH Volume for halvandet år siden.

Læs live-anmeldelse: Modeselektor i KPH Volume

Det havde sådan set været fuldstændig i orden, for – som klicheen siger – hvorfor reparere noget, der ikke er gået i stykker. Men som Bronsert og Szary hurtigt fandt deres fodfæste foran et publikum, der reagerede med vild ekstase ved hvert eneste bashug, tog fanden ved dem, og en tretinsraket bestående af ’Sucker Pin’, ’The Black Block’ og ’Evil Twin’ fik nærmest Store Vega til at eksplodere i bar begejstring. Med nok energi til en bemandet mission til Saturn, fik Modeselektor med denne tour-de-force demonstreret essensen af deres metier og hvorfor, det er umuligt ikke at blive berørt af deres udtryk. De har nemlig gennemskuet og forfinet technoens DNA, der i sin grunddel består i det ene build-up og efterfølgende release efter det andet.

Modeselektor ved præcis, hvilke knapper de skal skrue på, for at få det maksimale klimaks ud af denne simple cocktail. Og, når man så lægger deres melodiske evner og fornemmelse for saftige grooves oven i, så har man noget nær det perfekte klubsoundtrack.

Modeselektor kan meget andet end at clubbe deres publikum til døde, men havde man forventet et set med større fokus på den mere tilbagelænede og forfinede del af gruppens lyd, så fik man ikke meget med hjem på den konto. Da duoens remix af Radioheads ’Morning Mr. Magpie’ satte ind, kunne det have været startskuddet til en lidt mere afdæmpet passage. I stedet gik der ren berliner-techno i den, og det stod klart, at Modeselektor var kommet til byen for at give københavnerne en lektion i god gedigen, tysk festmekanik.

Læs også: Se billeder og læs publikums reaktioner fra Modeselektor i Store Vega

Først efter omkring en times bragende ekstase blev stikket trukket en anelse med ’Let Your Love Grow’ og den evigt smukke perle ’Shipwreck’. Herefter skulle publikum lige trække sig selv en anelse op ved håret igen, men ’Sucker Pin’ blev bragt tilbage i spil. Koncerten blev lukket ned til tonerne af Moderats ’A New Error’, og således kunne denne aften ikke ende i andet en ren lykkerus.

Connect with Facebook

LOG IND MED FACEBOOK