Justin Timberlake ‘The 20/20 Experience’

’Hindsight is twenty-twenty’, siger amerikanerne, når de beskriver bagklogskaben og dens ulideligt klare lys. Albumtitlen signalerer således en Justin Timberlake, der skuer tilbage. Føj hertil popstjernens Grammy-optræden i sort/hvid Rat Pack-æstetik. Og så er der singlerne ’Suit & Tie’ og ’Mirrors’ – ikke meget ’future’ i de nye ’sex/lovesounds’.

Man kunne få det indtryk, at Timberlakes tredje album er en regressiv affære. Men hvordan skal man også følge op på ’FutureSex/LoveSounds’, et af det nye årtusindes mest hyldede og succesfulde popalbum?

Læs anmeldelse: Justin Timberlake ‘FutureSex/LoveSounds’

I stedet for at halse efter de nyeste producere og trends har Timberlake valgt en mere afslappet, mindre opsigtsvækkende tilgang. Sangeren har hevet sin tidligere samarbejdspartner Timbaland med i studiet og dennes signatur skinner igennem. ’Don’t Hold The Wall’ er bestemt ikke det første eksempel på en Timbo-produktion med indisk inspiration, men Timberlakes befalende vokal og den klubbede outro skaber et element af vildskab, der ellers er fraværende på størstedelen af albummet.

Som helhed er ’The 20/20 Experience’ et langt mere tilbagelænet værk end forgængeren, hvilket kommer til udtryk på ’Spaceship Coupe’, en neo-soul-sang med sagte blæsere og fløjter, hvis smægtende elegance bliver kontrasteret af en fremtrædende guitarsolo og tekstens udvidede, R. Kelly-light sexmetafor.

Læs også: Justin og ni andre tunge navne Roskilde Festival bør booke

At Justin er en damernes mand har gjort sig gældende fra solokarrierens start, men det får et nyt spin på ’Strawberry Bubblegum’. Den indledes med en dyb mandestemme a la Barry White, der dedikerer sangen til en smuk kvinde, og udvikler sig så til det mest atmosfæriske og electronica-inspirerede track fra Timberlakes hånd til dato. De mange synthesizere bruser op, skingre som et glasspil, og bipper som et kardiogram på overarbejde, men de nye interessante toner afløses desværre af cheesy orgel-percussion og de kvalmende linjer: »If you’ll be my strawberry bubblegum / then I’ll be your blueberry lollipop«.

Læs også: Justin Timberlakes karriere fortalt i 10 sange

Men man går selvfølgelig ikke til Justin for indsigtsfuld lyrik. Af Justin forventer man stilfuld popmusik, og det kan han stadig levere, til trods for enkelte fejltrin. ’Pusher Love Girl’ og ’That Girl’ er prima poppet soul, der trækker på genrens koryfæer fra Memphis og indskriver sig selv i sangerens imponerende kanon.

’The 20/20 Experience’ er hverken lige så helstøbt eller innovativ som sin forgænger, men selv om Timberlake ser mere tilbage end fremad, er det ingenlunde kedeligt.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Justin Timberlake ‘The 20/20 Experience’. 'The 20/20 Experience'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af