De Dødelige ‘Sig det’

De Dødelige ‘Sig det’

Det er gået stærkt for De Dødelige. En slags glanshistorie fra musikverdenens nye virkelighed.

Den danske duo lagde for omkring et halvt år siden nogle numre ud i internettets vide gab, og siden er de blevet samlet op af pladeselskabet Sony, som i næste uge officielt sender debutsinglen ‘Sig det’ på gaden.

Læs også: 10 spændende nye r’n'b-kunstnere du skal tjekke ud

Sanger Andreas Ringblom og producer Ulrik Schultz lægger sig i kølvandet på navne som Drake og specielt The Weeknd, og serverer store følelser pakket ind i smådyster og vellydende r’n'b. Produktionen er mørk, slæbende, inspireret af natten, og samtidig fyldt med nok kompositionsmæssig patos til, at den sammen med Ringbloms lidende vokal skaber en fornem dansk pendant til de internationale forbilleder.

De Dødelige kan netop nu opleves live som opvarmning for Marie Key på hendes Danmarksturné. Vi har endnu ikke noget billede af dem, så indtil videre må man nøjes med coveret til singlen.

Seneste Top Track: Zomby ‘Sililoquy’