Lana Del Rey – den amerikanske drøm
Amerika. Drømmene og mulighedernes land. Stedet hvor alle og enhver har chancen for blive til noget. Eller hvad? En illusion, der dækker over et land, der i princippet bare er verdens største virksomhed?
Fredag aften stod Lana Del Rey på scenen i Tap1 som et poetisk symbol på alt, der er godt og dårligt ved USA.
Løvestatuer, palmer og et backdrop med lige dele flammer, Elvis, Jesus og The Star-Spangled Banner gik hånd i hånd med Del Reys one-liner-fyldte popsange til en koncert, der mindede om en Hollywood-film. Trommerne buldrede, guitaren hvinede. En klicheernes aften, der på sin vis mindede om at gå i biografen og se ’Die Hard’. Rimelig plat, men underholdende, når først man har stillet sig ind på forestillingens præmisser.
Læs anmeldelse: Lana Del Rey ‘Born to Die’
Lana startede hæderligt ud med tre stabile udgaver af ’Paradise’-numrene ’Cola’, ’Body Electric’ og ’Gods and Monster’, inden hvinene foran scenen for alvor satte ind under ’Blue Jeans’ og ’Born to Die’. Storladent, episk og med det medbragte strygerensemble helt i front.
Internettet har siden Lanas tv-debut i 2011 flydt over med nedladende kommentarer om hendes live-vokal, men denne aften gik det over forventning. Hun virkede i den grad mindre nervøs end tidligere tilfældet, og vraltede småforførende rundt, mens hun med sin unikke missekatte-klang ramte flere registre og fraseringer uden at blinke.
Læs også: Se Lana Del Reys tv-debut
Et cover af Nirvanas ’Heart-Shaped Box’ føltes dog forceret og førte ikke noget nyt til originalen. Og med Kristus på korset som visuelt akkompagnement (en reference til Kurt som selvopofrende rockgud?) var det også et billede på, når det hele kammede over. Både musikalsk og konceptuelt. For Lana er bestemt ikke den rebel, hun nogen gange prøver at være.
En kontrabas blev bragt på scenen til en fin og vokalnøgen udgave af ’Million Dollar Man’, inden Lana gik over i en fløjlsblød udgave af ’Blue Velvet’. En ’ægte’ chanteuse, men i opdateret version med kort sort nederdel og hvid skoletop, der i den strygerfyldte ’American’ leverede fabelagtige fraseringer over en patriotisk billedside. Forførende i sin USA-hyldende ømhed.
Lana Del Rey sælger den amerikanske drøm. Om natklubsangerinden der blev en popstjerne. Som historien nu er, er det selvfølgelig ikke helt tilfældet hos Lana, men det er den beretning, der bliver solgt.
Læs også: Guide: Lana Del Reys største modeøjeblikke
Hvem er Lana Del Rey, og er hun ’autentisk’, har folk brugt meget tid på at diskutere. Under aftenens koncert stod det endnu klarere, at netop det er komplet ligegyldigt. Lana er noget så spektakulært som en popstjerne, hvor der ikke ’burde’ være fokus på hendes person. Hun sælger nemlig ikke sig selv, men en fortælling. I al sin orkestrerede, musikalske grandiositet.
Mest fornemt eksemplificeret i den storladne, Rick Rubin-producerede ’Ride’, der til koncerten blev leveret komplet med monologen fra musikvideoen: Forestillingen om frihed og the open road. En fantastisk popsang, hvor Lana sang fornemt, mens man kunne visualisere sig ørnen flyve over ørkenen. Over the top og med patos smurt ud over det hele. Jeg elskede det. Og da hun til slut raspt og repeterende næsten hviskede »I just ride« gik det op i en højere enhed.
Læs også: Se musikvideoen til ‘Ride’
Vokalen svigtede efterfølgende lidt under ’Summertime Sadness’, inden der gik fællessang i den under se-giraf-sangen ’Video Games’, hvor publikum fik lov til at synge flere strofer over de markante strygere og insisterende marchtrommer. Ikke helt i øjet.
Det hele sluttede naturligvis via fyrværkeri, pomp, pragt og bulder og brag med ’National Anthem’, hvorefter tæppet gik ned. Ingen ekstranumre, forestilling slut.
Lanas første besøg i Danmark var et show af karat. En konceptualisering af store, stærke og frie Amerika. Om det så er virkeligheden eller ej.