The Knife – en fortryllende maskeballet

The Knife – en fortryllende maskeballet
Foto: Ole Isø-Nielsen
5 6

Koncert, Vega

Der var helt sikkert nogen, der forlod Vega frustrerede ud over alle grænser. Måske med en forurettet vrede eller en forvirret adrenalinrus pumpende rundt i kroppen. For den uforsonlige svenske søskendeduo leverede ikke det show, de fleste havde forventet. I stedet vendte de vrangen ud på koncertoplevelsen – narrede og mørbankede publikum, angreb vores fastlåste forestillinger og kørte vores hjerner gennem en vridemaskine, så vi komplet øre slingrede ud i forårsnatten for at finde hoved og hale i, hvad der netop var sket.

Det startede ellers nogenlunde konventionelt med et otte mand stort kutteklædt band på scenen i skumringsdystert lys og de kuldslåede klangflader i den mareridtsfremkaldende sniger af et åbningsnummer ’Cherry on Top’. Man da den forkvaklede hornsolo i den efterfølgende ’Raging Lung’ satte ind, blev det klart, at den blev spillet på et tegneserieinstrument, uden kontakt til lydanlægget og designet af en virkelighedsfjern barnehjerne, og da ’Bird’ fra debutalbummet efterfølgende tordnede frem i en hårdtpumpet four-to-the-floor-udgave trådte de andre instrumenter også i karakter som noget, der ville have passet bedre ind i ’Star Wars’-filmenes Cantina Band. Snurret sammen af garn, påsat blinkende lamper og dimensioneret som i et syretrip. Maskerne faldt helt, da alle på scenen under ’Without You My Life Would Be Boring’ pludselig slap gadget-instrumenterne i fem sekunder og strakte armene i vejret, imens musikken fortsatte uforstyrret. Dette var en forestilling, ikke en koncert.

Læs anmeldelse:
 The Knife ‘Shaking the Habitual’

Og det var så der, du enten stod af, eller lod dig rive med, imens The Knife bevægede sig længere ud i en nøje koreograferet pastiche på koncertens rislende understrøm af kunstighed. Instrumenterne blev under mange sange båret til scenens side som simple rekvisitter, så den otte m/k store trup, gemt bag hjemmesyede glimmerkostumer, makeup og parykker, kunne udføre deres nøje koreograferede, men stadig løsslupne dansetrin, der vekslede mellem musicalkoreografi, ballettrin, boyband-moves og fri leg. Som rev de den gulnende koncertkontrakt i stumper og stykker, der ellers dikterer en autentisk fremførsel af værket, for blot at nyde musikken i en fysisk reaktion. Hvis de da ikke tog sig forpustede pauser midt i sange for at nyde en tiltrængt tår vand eller simpelthen forlod scenen og lod et farverigt lysshow regere under den hektisk blippende ’Networking’.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Læs også: Guide til The Knife: 10 sange med voksende sværhedsgrad

Aldrig blev det helt klart, hvem af de otte i rollespillet på scenen, der var Olof og Karin Dreijer. Og om så meget som én tone blev spillet eller sunget live. Til gengæld fik vi med ’Ready to Lose’ (overhovedet ikke en pianoballade) stadionkoncertens obligatoriske ømme øjeblik med en frontkvinde/mand bag et klaver badet i et solospotlys, inden klaveret blev hurtigt båret væk som en letvægtspapkasse. Og inden det et syngende maleri midt på scenen, vimpeldans og senere en fikseret dansetrup, der stod som forstenet under de to første minutter af den overjordisk energiske ’Full of Fire’, indtil det kløede så meget i publikums kroppe, at man skreg ’DAAANS!’ mod scenen.

Lyder det plat eller fortænkt? Lige modsat. Det var ikke nødvendigt at intellektualisere oplevelsen eller diskutere verfremdungseffekt for at lade sig rive med, men hjernen arbejdede alliegevel på højtryk for at følge med i den kærlige prikken til koncertoplevelsens konventioner.

Og al denne forstilthed ville aldrig have hængt sammen uden det fænomenale lydspor. Udover tre relativt perifere sange fra duoens tidligere album og den afsluttende kulmination med ’Silent Shout’ holdt setlisten sig til det vokaldrevne materiale fra ’Shaking the Habitual’. Ved at skære de gamle pophits og det nye albums dronende sorte huller fra, holdt svenskerne os i kort snor i et beatdrevet univers med tonstung bas, raslende percussion, lag af pirrende og ildevarslende synth og Karins forvrængede, kønsneutrale vokal. Man kunne lukke øjnene, og det havde stadig været medrivende.

Læs også: Se billeder og læs publikums reaktioner fra The Knife-koncerten i Store Vega

Om man følte sig forrådt eller fortryllet af The Knife søndag aften i Store Vega, vil uden tvivl afgøres af, hvad man ønsker og forventer sig i koncertrummet. Men denne fortryllende maskeballet fornyede i hvert fald min tro på, at en koncert stadig kan inspirere og overrumple.

Advertisement