Kanye West

Kanye West
Kanye West - Yeezus
6 6
Kanye West
'Yeezus'

Album, Universal

Hvem er Kanye West? Vor tids mest innovative og provokative popkunstner? Megaloman, arrogant (og selvudråbt) gudefigur? Eller bare et menneske – omsluttet, opslugt og fortæret af berømmelsens bagside?

Med ’Yeezus’ er spørgsmålet sværere at besvare end nogensinde før. Et råt, ufiltreret og besættende album, hvor Kanye transcenderer populærmusikken, hiphoppen og i høj grad sine egne grænser i et kaotisk og modsætningsfyldt manifest af racekommentar, sex og selvforherligelse. Kanye rapper både rasende og sårbart, men gør det i et minimalistisk og evigt intenst musikalsk miskmask af house-afskygninger, electro, dancehall-samples og industrielt klingende noise-hiphop.

Et nådesløst skift fra den majestætiske mere-er-mere udfoldelse på ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, hvad enten man fremhæver skrigene bag Daft Punk-samarbejdet ’Black Skinheads’s militant alarmerende trommer eller ’I’m in It’, hvor Kanye bider og hvæser, inden tempoet skrues op i et dancehall-omkvæd, som afbrydes af Justin Vernon i højeste register. Kanye tør det hele. Og hvorfor ikke? Det er blevet en del af hans person af chokere. Både musikalsk og i den virkelige verden. Det her er ’bare’ et nyt kapitel. Komprimeret til ti numre og 40 minutter.

Læs anmeldelse: Kanye West ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’

»He’ll give us what we need / it may not be what we want«, afbryder det samplede gospelkor abrupt åbneren ’On Sight’s voldeligt kradsende acid house, hvor Kanye rapper om, hvor lidt han giver en fuck.

Men leverer han? Chief Keef og Justin Vernon i autotune-duet på ’Hold My Liquor’, seriøst? Og er det ikke opblæst i ’Blood on the Leaves’ at kombinere Nina Simones udgave af anti-lynching-opsangen ’Strange Fruit’ med problematikken i at være til samme basketballkamp som ekskæresten? Kanye provokerer. Og får det på samme tid til at lyde absurd fascinerende. Hvad enten det er med højdramatisk arenaguitar eller et fantastisk sample af TNGHT-horn.

Annonce

Med albummets titel, selvbestaltet kongekroning og Michael Jackson-sidestilling er der ingen tvivl om, at Kanyes ego har nået uanede tinder. Han ophøjer sig selv til gud i ’I Am a God’, men underkaster sig samtidig den ’rigtige’ gud og tager selvironisk afstand til sin egen status med punchlinjen »hurry up with my damn croissants«.  Mellem linjerne ligger satiren. Kanye er bevidst. He knows.

Læs også: Guide: Se Kanyes 10 vildeste musikvideoer

’I Am a God’ drives af en dundrende baslinje, der sammen med strittende synths helliger sig at formidle Kanyes frustration over sin egen eksistens. At han er blevet gudefigur i den forbrugerdrevne populærkultur, han på ’Yeezus’ tager lige så meget afstand fra som den racisme, den sidestilles med i ’New Slaves’: »You see it’s broke nigga racism / that’s that ’don’t touch anything in the store’ / and this rich nigga racism / that’s that ’come in please buy more’«.

Intet under at han til slut i ’I Am a God’ skriger desperat og manisk gisper efter vejret. ’Yeezus’ kan mærkes helt ned i maven.

’New Slaves’’ minimale og hult klingende beat står som en grundpille i albummets præmis om at rive ned i stedet for at bygge op, men også som monument over de fascinerende, til tider overfladiske modsætningsforhold: Her bliver samfundskritikken blandet op med Kanyes foragt for paparazzier. Alle tekster indeholder ikke samme dybde eller tæft, nogle virker ligefrem forhastede, men de bliver et billede af konflikten mellem menneskets drifter og the bigger picture.

Læs også: Guide: Hør Kanye Wests 15 vigtigste numre

Her er nemlig mindst ligeså meget sex, smålige berømmelseskvaler og rovdrift på det modsatte køn, som der er social kritik. Hvad enten det handler om at knalde hvide overklassedamer eller gå amok i asiatiske underliv med sursød-sauce. På den afsluttende afstikker, ’Bound 2’s soul-samplende tilbagekig til Kanyes oprindelige lyd, er han ligefrem eksplicit om sine mindre flatterende sider: »Have you ever asked your bitch for other bitches?«

’Yeezus’ er et fængslende og i sin egen ret sammensat lyt, som er umuligt ikke at forholde sig til. Eller i det mindste prøve. Og når det kommer til stykket, er Kanyes værste frygt vel også at blive ignoreret. Det er et album, der får folk til at tale, tænke, tage stilling. Både musikalsk og tematisk. En bedrift som ikke kan hyldes nok, og som de færreste formår. Men hvis nogen kan, så er det Kanye.