Nick Cave and the Bad Seeds – mørkemændenes magtdemonstration

Nick Cave and the Bad Seeds havde høje forventninger at indfri, da de indtog Grøn Scene på en smuk juniaften. Ikke blot var de australske legender publikumsfavoritter. De er også absolut en af de største bookinger, festivalen har hevet hjem i sin levetid.

Ugræsset fra down under lagde blidt fra land med ‘We Know Who U R’ og ‘Jubilee Street’ fra Caves nyeste album, men afvekslede hurtigt den stilfærdige, resignerede melankoli fra ‘Push the Sky Away’ med himmelflænsende udgaver af gamle favoritter som ‘From Her to Eternity’, ‘Deanna’, ‘Jack the Ripper’ og ‘Papa Won’t Leave You, Henry’.

Læs anmeldelse: Nick Cave and the Bad Seeds ‘Push the Sky Away’

Regnen var ganske vist ovre, men Cave havde taget sit helt eget uvejr med på scenen i form af de gamle, garvede og veloplagte Bad Seeds. Warren Ellis og Conway Savage kappedes om at være festivalens slemmeste vildmand, mens Barry Adamson stod for en mere tilbagelænet soul-charme, selv under episk smadderrockende leveringer af klassikerne ‘Tupelo’, ‘The Mercy Seat’ og som det første af to ekstranumre – ‘Stagger Lee’, hvor Cave tog på walkabout blandt publikum.

Blandt få negligérbare agurkeproblemer var, at Cave blev distraheret fra sidelinjen og måtte afbryde ‘Water’s Edge’ med et »Sorry, somethings going on up here. We’ll try this later!«. Det skete ikke, men så fik vi i stedet sublime stunder som ‘God Is In the House’, hvor festivalpublikummet ligesom med koncertens lukker, ‘Push the Sky Away’, desværre ikke kunne være så musestille, som lyrikken og sangens lavmælte gemyt ellers opfordrer til.

Læs også: Trentemøller – natten tilhørte mørkets dukkefører

Men herren i det høje var vitterligt med Cave og co. denne gang. En guddommelig magtdemonstration fra mørkemændene.