Portishead – et dystert godnatkys

Det var modigt af NorthSide at placere det anti-folkelige navn Portishead som den sidste koncert på årets festival. Men noget smukkere og stemningsfuldt punktum kunne man næppe havde forestillet sig ovenpå tre dages festival.

Som en ridder af natten gjorde den sky sangerinde, 48-årige Beth Gibbons, sin entre iført en sort jakke med hætte og fandt sin plads i mørket med ryggen til publikum. Først midt i den foruroligende åbner ’Silence’ kom hendes ansigt til syne, da hun med lukkede øjne og sin karakteristisk ængstelige vokal langsomt, men sikkert sænkede enhver parade og fra start forførte. Få kan slippe af sted med at lægge den slags distance til sit publikum og samtidig få det til at føles uhyggeligt nærværende.

Læs også: Publikums yndlingskoncerter på NorthSide

Portishead har ikke udgivet et album siden 2008 – over 10 år efter Beth Gibbons og lydkunstneren Geoff Barrow definerede genren triphop, hvis melankoli søndag aften blev vagt til live med en sårbar version af ’Wandering Star’, den hypnotiserende ’Sour Times’ og selvdestruktive ’Glory Box’. En unik bryg af tunge, hiphop-agtige basbeats, sitrende guitar og scratch, der sammen med det levende tapet af videokunst bag orkestret gjorde den til tider hallucinerende oplevelse komplet.

Mens en tung dyne af skyer sørgede for at holde på den intense stemning, bragte Portishead efter ekstranummeret ’Ropes’ og den rave-agtige ’We Carry On’ publikum tilbage til nutiden fra den mentale rejse. En nøje afmålt dosis nostalgi og æstetiske indtryk fik dermed sin afslutning, og publikum kunne eftertænksomt forlade pladsen for sidste gang i år.