French Montana
Da både Rick Ross og Diddy ville lave et album med ham, valgte French Montana, fornuftigt nok, at takke ja til begge. Man kan antage, at albummets bombastiske trap-hymner er Ross’ idé, især da han er med på de to største, ‘Trap House’ og ‘Marble Floors’, mens Diddys indflydelse ses (udover diverse korte monologer) i de mange champagnebrusende r’n’b-stykker, som den sofistikerede herre foretrækker for tiden. Ne-Yo, Jeremih og Trey Songz sørger for lounge-atmosfæren.
French Montana har aldrig haft en særlig ‘lyd’. Det karakteristiske ved ham er hans stemme, eller rettere måden han bruger den på. Han hakker og stammer sig gennem sine vers og holder lange kunstpauser. Det lyder klodset ved første lyt, men opnår hurtigt ørehængerværdi, og hans tekstindhold er tit reduceret til catch-phrases, der gentages i variationer. Han genbruger eksempelvis stumper af mixtape-hits som ‘Choppa Down’, ‘Whip’ og ‘9000 Wats’.
Tilsvarende genbruges og remixes der på produktionssiden: Wu-Tangs ‘Ice Cream’ genfortolkes (‘We Go Where Ever We Want’) og DipSets ‘I Really Mean It’ forvandles til dancehall-rap på ‘Fuck What Happens Tonight’. Singlerne ‘Pop That’ og ‘Freaks’ er desuden bygget op omkring ganske velkende vokalsamples af henholdsvis Uncle Luke og Lil Vicious.
Der er noget overdådigt i alle de samples og covers, en vilje til at fremtvinge succes uanset hvad, som en skamløs og hyperkommerciel version af hiphoppens oprindelige sample-kultur. Albummet er en overproppet, usammenhængende megaproduktion og underholdende som sådan (der er 30 gæsteoptrædener!), men måske skulle man tænke sig om, før man laver en pagt med hele to djævle.