Smirnoff Equalising Music

Kraftwerk – turbo på totaloplevelsen

Kraftwerk – turbo på totaloplevelsen
Foto: Janus Engel Rasmussen
6 6

Koncert, Roskilde Festival, Orange

Har Kraftwerk nogensinde været mere aktuelle end en juliaften i Roskilde? Der er Tour de France i tv og NSA-skandalens efterdønninger breder sig stadig som ringe i vandet og sætter spot på den teknologiske udvikling og informationssamfundets udfordringer – temaer som den elektroniske musiks svar på The Beatles alle dage har været optaget af og kommunikeret på pioneragtig vis.

Afslutningskoncerten på Orange var en slags levendegjort lektion i et musikalsk fænomens historie og betydning, og det var en glæde at opleve så mange unge stå komplet optagede af to timers turbodrevne toner fra technoens – og hiphoppens, for den sags skyld – gudfædre.

Læs anmeldelse: Roskilde: James Blake – et solstik i ryggen

I en fornemt realiseret ramme – der kombinerede imponerende videoprojektioner og brug af 3D-effekter med en simpel grundidé: Fire midaldrende mænd stillestående bag hver deres pult – blev vi vidne til et totalshow med kendte klassikere. Lyden var høj, knivskarp og oplevelsens samlede struktur og tekstur lidt af et mesterstykke.

Vi fik ’The Model’, ’Radioactivity’, ’Man Machine’ og ’Computer Love’, men fremhæves skal alligevel tre højdepunkter i et sæt fyldt med dem: ’Autobahn’ og ’Tour de France’ blev udfoldet i al deres vælde (og længde) i cirka 25 mageløse minutter midt i koncerten, og ’Trans Europe Express’ var skærende intens i al sin distancerede kulde.

Læs også: Alle Soundvenues anmeldelser fra Roskilde Festival

Ralf Hütter og co. leverede med andre ord den perfekte afslutning på Roskilde Festival. De kom, så og sejrede og fik, forhåbentlig, vist en ny generation hvad der er op og ned i musikkens koordinatsystem.