Rihanna – formidabel festkunst

Rihanna – formidabel festkunst
Foto: Martin Rosenauer
6 6

Koncert, Roskilde Festival, Orange

Hver gang jeg prøvede at skrible noget ned på blokken, var resultatet ulæselige krusseduller. Grunden: Rihanna. Hun transformerede Dyrskuepladsen til en gyngende hoppeborg, da hun indtog scenen i et særegent kostume, der lignede noget, Lawrence of Arabia ville gå med, hvis han skrev kontrakt med The Yankees.

Jeg havde lovet mig selv ikke at tage ordet i min mund, men det så pisse swag ud. Hun scorede ikke nemme point ved at ose af sex. I stedet fremstod hun som et fyrtårn af selvtillid, der strofe for strofe brækkede det ned for tvivlerne, hvorfor hun er en af klodens største popstjerner. Guldmikrofonen skinnede, ligesom sangerindens overdimensionerede diamantkæde, og alle bandmedlemmer lignede fotomodeller.

Men hvorfor overhovedet tale om alt det, der skete omkring musikken? Fordi Rihanna gav os en totaloplevelse. En koncert hvor ’festen’ og ’kunsten’ dansede en lykkelig kinddans. Hvor alt fra flammekastere til booty-shakende danseduller komplementerede musikken i stedet for at stjæle opmærksomheden fra den.

Læs også: Alle Soundvenues anmeldelser fra Roskilde Festival

Som dominobrikker førte det ene superhits afslutning naturligt videre til det næste. Selv om koncerten genremæssigt var lige så blandet som en pose Matador Mix, fremstod showet i sin helhed som en homogen lydmasse. Og højdepunkterne var mange. Fra housede numre som ’We Found Love’ og ’Only Girl (In the World)’ til dancehall/reggae-inspirerede tracks som ‘Man Down’. Fra futuristisk hiphop på ‘Umbrella’ til popballader som ‘Stay’. Vi fik r’n’b og dubstep, for ikke at nævne potente, rockede guitarsoloer. Og jeg glemte at nævne, at Rihanna åbnede koncerten med at rappe pænt tight. Hun var her. Hun var der. Hun var her, der og alle vegne, og publikum, der ledte ud med at lave buh-råb grundet en halv times forsinkelse, lagde hurtigt de sure miner på hylden og erstattede dem med headbangende ja-hatte.

Læs også: Hør Rihannas 10 bedste sange

»I just came here to party«, sang Rihanna på ’Don’t Stop the Music’, men det var tydeligt, at hun ville mere end bare at feste. Hun ville det hele, og det lykkedes.

Annonce