Bill Callahan

47-årige Bill Callahan (tidligere kendt under aliasset Smog) er en af sin generations allerbedste amerikanske sangskrivere, men han er bestemt ikke allemandseje. Det bliver han heller ikke med dette album, der nok er mere tilgængeligt og varmt organisk i lyden end den nærmest demonstrativt mørke forgænger, ’Apocalypse’, men fortsat er præget af frit fabulerende sange, der bevæger sig med en sløret naturlighed som nedfaldne blade og kviste på den drømmeflod, titlen optegner.

Callahan har i stigende grad fjernet sig fra en gængs iørefaldende sangskrivning. Det er som om syng-med-melodier virker distraherende for et udtryk, der på så egenartet og instinktiv vis er optaget af musikkens teksturer og lyrikkens fintfølende associationer.

Læs anmeldelse: Bill Callahan ‘Apocalypse’

Callahans elektriske guitar er på ’Dream River’ mere meddigtende end nogensinde. Den optegner, afmærker og ridser sirlige, pirkende motiver og mønstre af stor skønhed. Stedvist og kongenialt understøttet af blandt andet trommer, fløjte og violin.

De nemmest fordøjelige sange kommer først (herunder perler som ’Small Plane’ og ’Spring’), mens anden halvdel udarter sig til en i stigende grad abstrakt rejse. Hele vejen betjener Callahan sig af naturmetaforer såsom floder, heste, ørne, bævere og havmåger, der peger hen på menneskets udsatte eksistentielle vilkår (suppleret med vanligt excentriske henvisninger til for eksempel Marvin Gaye og Donald Sutherland).

Albummet viser en sangskriver og en guitarist, der fuldstændigt er smeltet sammen med sin skaberevne. Er man fan, vil man uundgåeligt betages, men alle burde unde sig at drive med ned ad floden mod den ukendte destination.