Crystal Stilts

‘Sort af natur’ kan titlen på Brooklyn-kvintetten tredje album med lidt sproglig frihed oversættes til. En særdeles velvalgt titel, da en dyster understrøm af introvert mørke synes evigt tilstedeværende i gruppens på en og samme tid drømmende, luftige, skurrende og stenede lo-fi-postpunk.

Crystal Stilts lyder med andre ord fortsat som sig selv på deres tredje opus, og frontmand Brad Hargett ynder til stadighed at mumle sig gennem numrene frem for at synge. Det lyder måske som et negativt karaktertræk, men det er det slet ikke. Man skal bare lige vende sig til den sløve messen, men når man så lytter til den stenede åbner ‘Spirit in Front of Me’ for tredje gang i træk, synes man pludselig, at Hargetts vokal er for sej.

Læs anmeldelse: Crystal Stilts ‘In Love With Oblivion’

Musikalsk trækkes der igen veksler på fortidens sortrandede rockmusikalske ikoner som The Velvet Underground og The Jesus and Mary Chain samt slut-80’ernes/start-90’ernes britiske, rumklangsliderlige shoegaze-grupper. Kvintetten formår dog at forvalte denne tunge arv både overbevisende, respektfuldt og frem for alt med en snert af et personligt islæt, hvilket adskiller dem fra mængden af upersonlige plagiater.

Hemmeligheden skal findes i sangenes umiddelbarhed og holdbarhed. Under numrenes døsige og tungsindige tågeslør gemmer sig nemlig en flok forfinede og iørefaldende små melodier, der langsomt men sikkert trænger mere og mere ind i lytterens dna for hver gennemlytning.

Den ringlende indiepop-perle ‘Sticks and Stones’ er et skoleeksempel på denne melodiøse umiddelbarhed, og mere overordnet et mere end fornemt billede på, at Crystal Stilts med ‘Nature Noir’ fortsat er fortrinlige fornyere af fortidens musikalske dyder.