Nine Inch Nails

‘Hesitation Marks’ er slang for de ar, som cuttere, der ikke helt mener selvmordsforsøg alvorligt, pådrager sig. Det er således ikke uden glimt i øjet, at comeback-albummet fra Trent Reznors hovedprojekt Nine Inch Nails bærer denne titel. Reznor har under fem års NIN-pause sammen med sin kone sluppet to ep’er og et album med How To Destroy Angels samt ernæret sig ved soundtrack-arbejde for instruktøren David Fincher.

Balancen mellem mand og maskine har forrykket sig let. Det timelange album er således mærkbart mere elektronisk funderet, og guitarerne kommer efter få cameos og c-stykke-optrædener først for alvor i front midt på skiven med den new wave-influerede ‘Everything’, der samtidig må være NIN’s mest poppede øjeblik i meget lang tid. Albummet føles behersket og tilbageholdent, og raseriet, der prægede dele af gruppens tidligere output, holdes her i ultrakorte tøjler for kun at bryde overfladen sporadisk.

Læs også: Se David Lynchs Nine Inch Nails-video

Ellers er alt ved det gamle, fra Reznors hermetiske og kliniske perfektionist-produktion, der får sangene til at snurre som komplicerede mobiler i et lyddødt vakuum, til teksterne, der evigt centrerer sig om Reznor selv og ofte emner, der er som sakset ud af X-Files-bokssæt: Overvågning, aliens og identitetstab i et nutidigt, over-rationaliseret sci-fi-samfund.

For noget, der startede tilværelsen som en håndfuld bonusnumre til en kommende greatest hits-opsamling, er bundniveauet imponerende. Men der hviler samtidig et skær af præ-år 2000-paranoia over Reznors univers. Indtil han kan ryste denne lidt støvede fornemmelse af sig, kommer NIN nok ikke til at omvende mange nye fans, men de eksisterende burde tage imod dette solide comeback med kyshånd.