Kelela

Selv om Kelela med sine 30 år måske nok er en late bloomer i forhold til andre artister, er der ingen tvivl om, at hun har fremtiden foran sig. Inden for det seneste år har hun turneret med Inc., varmet op for Solange og arbejdet med et bredt udsnit af tidens elektroniske producere. Størstedelen af disse har hørt hjemme på det engelske pladeselskab Night Slugs og dets amerikanske pendant Fade to Mind, hvorpå Kelela, som selskabets første vokale signing, netop har udsendt sit debut-mixtape.

At der er tale om et mixtape lader sig dog kun høre i begrænset omfang, da udgivelsen samtidig tjener som showcase for selskabets øvrige artister som Kingdom og Nguzunguzu. Helhedsindtrykket fremstår derfor også forholdsvist harmoniseret, om end enkelte produktioner forekommer en anelse readymade. For det meste tjener asymmetrien mellem de metalliske klangbunde og Kelelas luftige stemme dog blot til den amerikansk-etiopiske sangerindes fordel, idet hun som en stifinder i betonjunglen er en mester udi improviserede fraseringer, der ikke lader Mariah Carey meget efter.

Et klasseeksempel herpå er ’Bank Head’, hvis taktfaste og klapdrevne rytme næsten reducerer produktionen til en metronome, der imidlertid udgør den perfekte platform for udfoldelsen af Kelelas ømme om end ekspressive vokal. Selv om Kelela ikke er den første sangerinde til at synge over bass-baserede beats – tænk bare på Jessie Ware og Roses Gabor – har hun i kombination med sin 90’er-inspirerede stil alligevel skabt en lille innovation, der har potentiale til at løfte både den urbane og elektroniske musik.

Kelela. 'Cut 4 Me'. Album. Fade To Mind.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af