Spillemændene

»Jeg var den første mand på månen, hvis du spørger mig«, beretter hovedpersonen på sangen ‘Rejsen til månen’. I samme ånd proklamerer han på ‘Op at stå’: »Jeg opdagede for nylig en fejl ved virkelighed«. Danske linjer med selvindsigt ti gange større end deres lixtal! Netop lyrikken fortjener fokus, da det især – men ikke kun – er den som ophøjer dette debutbidrag til noget unikt.

Spillemændene er Thorbjørn Bredkjærs projekt. Efter 2011’s dragende folkeviser fra ep’en ’Spillemandsbogen’ vidste vi, at han kunne noget med lyrik. Smag på ordet ‘kernetræsvinduer’ eller prøv ‘mosekone’. Debuten er i samme lydunivers, og tilføjer yderligere ‘råbuk’ og ‘citronhalvmåne’ til ordæstetikken.

Med massevis af små perlelinjer, nogle gange udklædt som plabresprog andre gange som eksistentialisme, kan det ses som en digtsamling på lyd. Her pibler C.V. Jørgensen eller De Unge Vilde digtere (for eksempel F.P. Jac og Søren Ulrik Thomsen) ud i ørerne på dig – uafbrudt og konsekvent. Trods albumtitlen bliver det aldrig sensitiv nationalfølsom skældud. Heldigvis.

På lydsiden fornægter bandsammensætningen sig ikke. De fleste i Spillemændene er konservatoriemusikere, og den uforcerede dygtighed kan mærkes. Jazz titter frem igennem trommelyden eller i små fine mellemspil, som på ‘Op at stå’. Punkrock bliver det på ‘Djævlesangen’ via et stikkende guitarlick og en kaotisk ekspanderende synthsolo – smæk for skillingen i det ellers naivistiske lyrik- og lydunivers.  Hele tiden er den røde lydtråd forsanger Nicolai Elsbergs dybe og nærmest imploderende baryton, som ikke er hørt lig.

Det bliver direkte catchy på eksempelvis ‘Udslettelse’ og dødsens smukt på ’Sjæler’ – endnu to facetter på en plade, som kan en hel del af en masse, og vil dukke op langt ude i fremtiden.