Mount Kimbie – frisatte dubstep-mutationer

Mount Kimbie har i løbet af det sidste halve årti været bannerførere i det vidtforgrenede landskab af post-dubstep-mutationer, og senest har d’herrer Kai Campos og Dom Marker i år beriget os med det mageløse album ’Cold Spring Fault Less Youth’. Et album, der til trods for en varm analog lyd, ifølge duoen er 100 procent computergenereret. Efter en totalt udsolgt koncert i Lille Vega vil jeg dog vove at anklage duoen for ikke at have fortalt hele sandheden. De viste i hvert fald, at de med legende lethed kan levere ligeså bjergtagende magi på håndspillede instrumenter, som de kan ved hjælp af computersoftware.

Således var Campos og Marker koncerten igennem travlt beskæftiget med at tilføje deres kringlede produktioner nye facetter. Bas og guitarer blev betjent overbevisende, og et eller andet sted bagerst i tågerne sad der vist også en trommeslager, der gav de komplicerede beats ekstra slagkraft. For nok blev der blændet op for løjerne i et brusende hvidt støjinferno, men det virkede dog også som om, at duoen godt vidste, at det var fredag aften, så flere numre blev speedet op og ledsaget af et mere håndfast firefjerdedelsbeat.

Læs også: Mount Kimbie anbefaler film, bøger og tv-serier

På plade lader det ikke til, at Mount Kimbie overlader meget til tilfældighederne, når de sidder og nørder deres detaljemættede lydbillede frem, og man kunne derfor godt frygte, at koncerten ville blive endnu en af de der electronica-dødsejlere med to mand bøjet over hver deres MacBook. Så meget mere godgørende var det at opleve, hvordan der blev gået nærmest skødesløst til opgaven med at mutere bagkataloget videre i nye retninger. Samtlige numre blev tilføjet nye lag, og de karakteristiske mikro-vokalsamples var nærmest ikkeeksisterende. Kai Campos leverede i stedet flere vokalpræstationer, som måske nok ikke var imponerende, men udstillede en skrøbelighed og velvilje til at tage musikken et nyt og spændende sted hen, som er meget prisværdig. Den håndspillede baseksplosion på ’So Many Times, So Many Ways’ var uforlignelig, ligesom de minimale og hyperdansable versioner af ’Made to Stray’ og ’Mayor’ også fik de små hår til at løfte sig i liflig ekstase.

Det var herligt, at der var så talstærkt et publikum til stede, men faktisk var det en af de her koncerter, hvor man ville ønske, man kunne lukke øjnene og bare være i enerum med bandets fuldkomne lydkunst.