Pixies – fra død til levende
Hvis man onsdag aften kiggede ud over udsolgte Falconer Salen, var der især én ting, der faldt i øjnene: De skaldede isser. Set oppefra var der væsentligt flere kødfarvede pletter at finde i landskabet end normalt.
Pixies’ publikum er da også mestendels de teenagedrenge – nu på 35 år – som hørte smadder i slut 80’erne. Siden 1991 har de været uden noget helligt relikvie i form af et album. I 2013 kom ’EP1’, som de så kunne rynke næse af. Den var for pæn og ikke Pixies-agtig nok.
Der var derfor også en uomtvistelig symbolsk dimension tilstede, da tre mænd omkring de 40 år, iført samme skaldede eller halvskaldede isse, gik på sammen med deres nye bassist, Kim Shattuck, der friskt var hoppet i en goth-skolepigeuniform.
Læs også: Guide: Hør Pixies’ 10 vigtigste numre
Starten var hæsblæsende og halvkvalt på samme tid. Mange gode numre, men mindre indlevelse. Det lignede mest, at Black Francis faktisk var en midaldrende mand. Flere gange måtte vi tage til takke med pseudoskrig og -råb fra frontmanden, der i starten lignede en, der tænkte »I’m too old for this shit« – undtagen på nogle få sange, som eksempelvis punkhymnen ‘Crackity Jones’, der fik pustet lidt liv i salen. Skrabede akustiske udgaver af numre som ‘Here Comes Your Man’ og ‘Havalina’ satte dog lidt for ofte tempoet i stå, og helkvalte den i forvejen halvkvalte moshpit foran scenen. På samme måde fungerede sangene fra den nylige ’EP1’ aldrig helt i sin sært introverte storhed.
Stille og roligt oppede de fire sig dog. Med over 30 sange i settet havde de nu heller ikke travlt. Koncertens anden halvdel bød, som numrene afløste hinanden, mere på tung rock, metal, attitude og indlevelse, som eksempelvis versionerne af den spritny og ikke udgivne ’Blue Eyed Hexe’ og ‘Planet of Sound’, der endelig gad sparke os i ansigtet. Med dundrende smadderintermezzoer og tungt distortede riffs, efterfulgt af hits som ‘Tame’ og ‘Gouge Away’, var det endelig aggressivt og intenst som på en svedig kælderklub i Boston.
Ekstranumrene ‘Vamos’, men især ’Bone Machine’, var blot glasur på en kanon sidste halvdel, hvor leadguitarist Santiago sluttede koncerten med at kneppe sin guitar og massere sig i hovedet med jackstikket under aftenens mest smadrede solo. De middelaldrende teenagere var nu glade.
Læs også: Kim Deal forlader Pixies
Manglede man nogensinde den nyligt afhoppede Kim Deal, må det tilskrives, at man enten savnede hende som visuel modvægt til de tre skaldede mænd, eller at man er så meget fan, at hun aldrig kan erstattes. Shattuck var fabelagtig som korsanger og bassist, og levede sammen med de andre i bedste velgående med resultatet: Et meget lille, men dog alligevel værdigt femtal.