Nina Persson

Det er snart 17 år siden, at Nina Persson fyrede den af på scenen til Kelly, Brandon og de andre 90’er-ikoners graduation-fest i ’Beverly Hills 90210’ sammen med resten af The Cardigans. De har holdt nogle lange pauser, mens Persson har helliget sig sit A Camp-projekt, men nu er hun altså klar med første soloplade i eget navn. Og hvis man først én gang har forelsket sig i Örebros svar på Stevie Nicks og hendes let tilrøgede vokal, er der ingen tvivl om, at ’Animal Heart’ er en særdeles god oplevelse.

Pladen består af 12 melankolske popsange med klædelig, til tider kedelig, produktion, men som det har været tilfældet i meget af hendes karriere, har Persson en indlevelsesevne og et nærvær, der effektivt fjerner et hvert tilløb til P4-voksenpop. Titelnummeret er med sit lette synth-touch og klangfulde kulde en af de bedste sange på pladen, ligesom ’Burning Bridges’ også sidder lige i skabet. ’Clip Your Wings’ er lige ved at kamme over i Fleetwood Mac-pastiche, og på ’The Grand Destruction Game’ manifesterer Perssons gamle kærlighed for country sig på lidt malplaceret vis, men hun charmerer den hjem på rutinen.

Persson havde muligvis været bedre tjent med at droppe den tynde elektroniske overfladebehandling og i stedet have lavet en rendyrket americana-plade, men sangene og hendes levering af dem fejler intet.

Nina Persson. 'Animal Heart'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af