Bombay Bicycle Club

Bombay Bicycle Clubs fjerde langspiller pendulerer mellem det middelmådige og det interessante, men heldigvis tipper nålen flest gange i sidstnævnte retning for briterne.

‘It’s Allright Now’ har nydt en del airplay på BBC’s Radio 1, og det er forståeligt, idet nummerets piskende fremdrift er skræddersyet til de brede FM-bånd. Men det ændrer ikke ved det faktum, at sangen hører til blandt albummets forglemmelige stunder.

Samme problematik kendetegner ‘Whenever, Wherever’ og ‘Home By Now’, hvor London-kvartetten spiller sig ind på en konventionel britrock-midtbane, mens ’Eyes Off You’ er en klaverbaseret ballade, der mest af alt lyder som en Coldplay b-side. Er det ikke snart på tide, at (særligt britiske) bands undsiger sig denne fortærskede formel brygget på piano og falsetsang?

Så bliver det straks langt mere interessant og vedkommende på ‘Carry Me’, hvor Jack Steadmans loopede vokal og et baggrundstæppe af skurrende guitarer skaber et legende udtryk, ligesom ‘Feel’ med sine ragga-influerede hooks og et vuggende groove skiller sig positivt ud. Den dominerende bas og de hvirvlende keyboards i ‘Come to Me’ formår også at sætte gang i kroppens trang til fysisk aktivitet. Endelig lukker titelnummeret albummet overbevisende ned med både blæsere og loops, hvor gruppen med overbevisning dyrker dynamiske forløb.

Bombay Bicycle Club ville skærpe deres udtryk, hvis de fik luget ud i de midtsøgende og forudsigelige tendenser og gik all in på de mere eksperimenterende og legende takter, som  kvartetten viser, at de excellerer så fint i.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Bombay Bicycle Club. 'So Long, See You Tomorrow'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af