Cody: »Jeg kan godt blive misundelig på bands som The Eclectic Moniker, der har mange unge fans«

Soundvenue 2 / 3 Soundvenue
Cody2

Det er ingen hemmelighed, at især det lidt ældre publikum har været tiltalt af Codys fortolkning af amerikansk alternativ folk, der især prægede debutalbummet ‘Songs’ fra 2009.

»Jeg kan godt blive misundelig på bands som The Eclectic Moniker, der har mange unge fans. Når vi spiller, skuer jeg ud over skaldede isser og folk på 40, der står og snaver«, siger David.

‘Windshield’ er dog et tydeligt bevis på den udvikling, bandet har gennemgået, siden de med debuten blev rost som unge danske eksponenter for den bølge af alternativ folk, der har fyldt rigtig meget i rockmusikken de seneste ti år. En stil, som mange musikfans i forældresegmentet åbenbart har kunnet genkende sig selv i. Og Cody føler i dag heller ikke noget videre slægtskab med genren, som blandt andre Midlake og Fleet Foxes har været eksponenter for.

»Alternativ folk i en nordeuropæisk kontekst kan i dag godt virke barnlig. Hele æstetikken omkring det med selvrensende hår og skovmandskjorte – det synes jeg er enormt barnligt«, siger Kaspar, hvis korte fuldskæg dog heller ikke kvalificerer ham til skovhuggerkategorien.

Nyfortolkere af den danske spillemandstradition som Dreamer’s Circus og Mads Beldring har til gengæld påvirket ‘Windshield’, hvis nøgterne fortællestemme har et skær af nordisk tungsind over sig. Som Kaspar forklarer, forsøger sangene at beskue verden med et barnligt blik, men fortalt med en voksen stemme. En musikalsk og lyrisk formidling af kontrasten mellem det unge og det voksne, der også har fyldt rigtig meget i deres eget liv den seneste tid.

Der er de naive teenageøjne i ‘The Medic Blues’, hvor livet er en dans på roser uden de store konsekvenser. Og der er det modne retrospektive blik i den tangentbårne ballade ‘Arms Around’, hvor Kaspars dybe stemme synger: »Rested my head against your skin / Thought of when we were all in our teens / I’m covered in soft decay«. Men lidt paradoksalt er det først blevet muligt at gå mere umiddelbart og naivt til værks, efterhånden som modenheden har sneget sig ind.

»Egentlig har vi gjort det meget omvendt. På den første plade handlede det om at iagttage, hvad alle de voksne gør, og så prøve at efterligne det. Nu har vi arbejdet os bagud og bruger guitarsoloer og mærkelige effekter, som Tom Petty aldrig ville røre ved«, siger David med henvisning til den amerikanske musiker, der for mange er indbegrebet af dad rock.

»Ja, vores fremgangsmåde er blevet mere barnlig og legende«, istemmer Kaspar og fortsætter: »På de tidligere plader er vi gået målrettet efter et helt bestemt udtryk. Og når man søger så bevidst efter noget, så er man nok i virkeligheden slet ikke klar til det. Det har nok været en slags kontrast til vores virkelighed, hvor folk er begyndt at få børn. David og mig havde jo tid til at mødes og lege. Vi behøvede ikke sige nej til nogen af ideerne«.

Interviewet fortsætter på næste side.

Soundvenue 2 / 3 Soundvenue
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold