Joan As Police Woman
Som tøsen i lårkort polyester-sarong, der så gerne vil og alt for sjældent får lov, famler Joan Wasser ekstatisk – i et virvar af eksotiske tricks – i blinde under dynen på sit fjerde album. Resultatet bliver, hvad der kan genrebetegnes som vammel verdensmusik – en type utålelig hybridmusik, hvor en manisk kvindelig forsanger præcisionsørler sure opstød af halvfordøjet soul, funk og reggae i ørene på dig.
Ufrivillig sarkasme hænger tykt i luften på det direkte pinlige titelnummer, og grov efterskoledemo beskriver bedst, hvordan Wasser og crew med a capella og beatbox – og med gud ved hvilken agenda – tager pis på begrebet ’musik’.
Åbneren ’Witness’ kæmper en indædt kamp med sig selv: Er den mest ækel i sin overfyldte funky bigband-produktion, eller er den pinligst i sine tekster: »I need be the the witness to stop this crime / cause the criminal inside me has lost her mind«. Jeg hælder til uafgjort.
Læs anmeldelse: Joan As Police Woman ‘The Deep Field’
Fatalt forsøger mange numre at portrættere Wasser som soul mama på toppen af skizofrene lydorgier, og det kan hendes spinkle vokal slet ikke bære. I stedet ender hun med at puste sine sange ud af næsen i sådan en grad, at dansk musiks nasale Dødsstjerne numero uno, Hanne Boel, melder sig som relevant reference. Om pladelukkeren ’Ask Me’ vil jeg nøjes med at sige: Reggae, seriøst!?
Den lille ’Get Direct’ redder en smule værdighed hjem og fremtryller i seks minutter den intimitet, som debuten ’Real Life’ fra 2006 gav masser af. Wasser er ubestridt stærkest, når hun er helt nøgen, og man kan derfor kun sukke dybt og spørge ærgerligt: »Hvordan endte vi nogensinde her?«