Damon Albarn

Damon Albarn
Kulturkritik eller personligt dokument? ’Everyday Robots’ fungerer optimalt, hvis man hører den som det sidste.
Damon Albarn - Everyday Robots
5 6
Damon Albarn
'Everyday Robots'

Album, Warner

Arcade Fires ’Reflektor’, St. Vincents ’Digital Witness’, EMA’s nye album og så videre: Informationssamfundets og særligt de sociale mediers kolonisering af intimsfæren er et varmt emne i tidens musik.

Damon Albarns første rigtige soloalbum (hvis vi ser bort fra demoalbummet ’Democrazy’ og folk-opera-projektet ’Dr. Dee’) med den lidet subtile titel beskæftiger sig med vanskeligheden ved at fastholde en ægte kommunikation mellem mennesker i en tidsalder, der gør os emotionelt afstumpede.

Læs også: Damon Albarn til Roskilde Festival

På åbnings- og titelnummeret anmoder Albarn om, at det er på tide at ’press restart’, og singlen ’Lonely Press Play’ benytter en lignende metaforik. Tv’et går igen som symbol – på for eksempel ’The Selfish Giant’ synger han i omkvædet: »It’s hard to be your lover when the tv’s on, and nothing’s in your eyes«.

Det fine ved ’Everyday Robots’ er, at titlen til dels er misvisende. Albummet er hverken dommedagsprofetier eller bred satire a la karaktervignetterne på Blurs ’Parklife’ eller ’The Great Escape’ (selv om den herligt uhøjtidelige ’Mr. Tembo’ har et spoken word-mellemstykke, der giver stærke mindelser om komikeren Phil Daniels cockney mockery på ’Parklife’). Det er snarere kendetegnet ved en sangskriver, der virker oprigtigt engageret i sit materiale, og som er et lige så villigt offer for de farer, han beskriver, som alle vi andre er det.

Læs også: Top Track: Damon Albarn ‘Everyday Robots’

’Everyday Robots’ og ’Lonely Press Play’ er båret af fine lyriske detaljer, indlysende hooklines, sparsomme, men nøje afstemte produktionsfinesser (i skikkelse af knitrende beats, dissonante strygere og vokalsamples) og Albarns sprukne stemme, der aldrig har lydt bedre. Hans stemmebånds lyse toner af karamel er nu størknet i en mørk, delikat form – sprød og indtagende. Sammen med ’Heavy Seas of Love’ (med Brian Eno på vokal i versene), der løfter sig til gospelhøjder i omkvædet, udgør denne trio af sange albummets blikfang.

Andetsteds rammer Albarn et fint, afdæmpet stemmeleje: ’Photographs’ er rørende i sin simpelhed. ’Hostiles’ og ’Hollow Ponds’ minder om de mistrøstige elegier for et tabt England, som han kreerede med hobbyprojektet The Good, The Bad & The Queen, hvor Albarn var omgivet af virtuose musikere som Tony Allen og Paul Simonon. Her er han overladt til sig selv, og den minimalisme gør, at man føler sig tættere på personen Damon end altmuligmanden Albarn.

Læs også: Hør Damon Albarns nye soloalbum via iTunes

Nogle af sangene kunne godt have brugt den farvelade af nuancer, som for eksempel Allen og Simonon bidrog med, men det skal ikke tage noget fra ’Everyday Robots’. Albarn er lige så relevant som afklædt solokunstner, som han er som distanceret popalkymist.

Disse elegier for det moderne menneske er rørende, uanset om man køber hans kulturkritik eller ej.

Sponsoreret indhold
Hvordan blev »a fat boy from nowhere« en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede drama om Elton John. Læs fem gode grunde til at se ‘Rocketman’ her.
UIP