Frank Ziyanak

Glimtet i øjet dropper Frank Ziyanak nok aldrig. Det er jo i sig selv kun dejligt, men på hans solodebut arbejder gak og løjer, som en af mange ting, ihærdigt imod ham. Mest af alt fordi man aldrig rigtigt fatter, om Ziyanak mener det, han synger, eller om han tager pis på både dig og sig selv. Titler som ’Frank var her’, ’Gå som en mand’ og ’Livet er en kælling’ styrker i hvert fald ikke hans position på oprigtighedsskalaen.

Cadeau skal Ziyanak dog også have. For det første for at holde lavt, men stabilt, bundniveau i produktionerne, der oftest lyder som middelmådig euro-trance. Hvilket vil sige bas, highhat og lidt klap, bare uden de mindeværdige synthesizers, som omkring årtusindeskiftet savede Crazy Daisy i Silkeborg midtover. Især ’To til en tango’ boltrer sig i referencer til alt fra dansktop, popcorn-sangen og fodboldlandsholdets slutrundesange. Hvor producer Jon ’Joshua’ Schumann (Kashmir, William Blakes, Kent) og Frank gik galt af hinanden, vil jeg ikke spå om.

For det andet er Ziyanaks lixtal konsekvent nede og vende i børnehøjde omkring de 11-12 stykker. Ikke at stor musik behøver abstrakt referencetung lyrik, men når Ziyanaks dansksprogede flow i forvejen er mere hæmmet end et styks gagget Karl Stegger i sovepose, er pixibogs-formatet ikke den bedste affyringsrampe.

Sidst fortjener Ziyanaks cadeau for at hive sig selv lidt op på ’Jeg synger ikke’ og ’Bums med smukke øjne’, hvor man faktisk fornemmer mennesket i stedet for entertaineren.