Future

Futures andet album åbner med den ret så klassiske, sampledrevne ’Look Ahead’. Det minder en del om Kanye Wests ’Power’ og er langt fra de bombastiske trap-hymner og syrede astronaut-kærlighedssange, der ellers er rapperens specialiteter. Og det stilskifte annonceres faktisk allerede i albumtitlen: Debuten hed ’Pluto’, et signal om syrede eksperimenter, mens ’Honest’ nu går efter en mere personlig og jordbunden lyd.

Og det er ikke til Futures fordel, for rapperens styrke er jo netop hans uforudsigelighed. Når han er bedst, får Atlanta-rapperen lyde ud af autotune, der ligger på grænsefeltet mellem det menneskelige og robotagtige. Der er noget næsten Daft Punk-agtigt over hans kærlighedssyge astronaut-karakter, men på ’Honest’ laver han oftest konventionel populærrap eller samlebåndsballader.

Også de store gæsteoptrædener tynger mere end de hjælper – Kanyes vers på ’I Won’ er usædvanligt dovent, mens det to minutter korte Drake-samarbejde ’Never Satisfied’ mest af alt lyder halvfærdigt.

Læs også: Se videoen til Future og Kanye Wests ‘I Won’

Heldigvis er der en håndfuld fantastiske undtagelser. På titelnummeret nærmest nynner han i en genial falset, mens ’Move That Dope’ lyder som trap-versionen af den lyd, The Neptunes skabte for Clipse for omkring ti år siden – og passende nok gæster netop Pharrell og Clipses Pusha T også nummeret. ’I Be U’ er desuden perlen i ballade-mudderet på albummets anden halvdel, men det strålende højdepunkt er ’Benz Friends (Watchutola)’, med André 3000. Det er et fantastisk kaotisk nummer, der minder om Outkasts bedste dage – sammenlignet med dén sangs gale vanvid, virker resten af albummet som om det er fanget i en spændetrøje.