Ben Khan

Man kan næsten ikke andet end at labbe dem i sig, de let glidende licks og koncise riff, som britiske Ben Khan viser frem på sin første ep. Udgivelsen indeholder blot fire numre, og på hvert af disse er Khans guitarspil fast og ofte centralt inventar. Den tykke wobble-bas dominerer gennem ’Drive (Part 1)’s intro, første vers og omkvæd, men derefter slår guitarens besnærende stammen og jamren til, så der ingen tvivl sås om trackets sexappel.

Som hos mange andre af nutidens r’n’b-influerede artister eksisterer det dystre side om side med det sensuelle hos Ben Khan. Pistoler, massemord og syreregn nævnes i flæng på ’Savage’, hvis ilende, skrattende lydkravl lader til at være teleporteret fra det ydre rum. Selv ep’ens mest muntre nummer, ’Youth’, åbnes med en høj, gennemskærende tone som et manipuleret fugleskrig, og derefter følger den gentagne lyd af et ladegreb. Det er de dristige og dunkle produktioner, foruden de mindeværdige melodier, der er ep’ens helt åbenlyse styrker.

Læs også: Ben Khan og ni andre r’n’b-talenter du skal holde øje med i 2014

Derimod lader teksterne en del tilbage at ønske. Selv om lydsiden lægger op til ’flirt med fare’-motivet, bliver ’Drive (Part 1)’ lidt for klichéfyldt i opfordringer som »let’s have sex in the backseat« og »take drugs«. Når Khan ikke giver en sløset levering og teksterne er til at tyde, fremstår de oftest som en hurtigt sammenrørt ordvælling, der er for vag til at være indbydende. Den lidt sjuskede lyrik kan dog ikke aflede fra, at Khan allerede har fundet en lyd, der lader ham balancere distinkte, vovede produktioner og tilgængelige melodier.