»Et spektakulært portræt af en diva« – se filmen om Grace Jones på C More

Blaue Blume

Blaue Blume
Den danske artrock-kvartets debut-ep befinder sig et sted, hvor poesi og ungdommelig himmelstræben møder tvivlen.
Blaue Blume - Beau & Lorette
4 6
Blaue Blume
'Beau & Lorette'

Ep, A:larm

»Hand in hand, not far from the end we stood and watched while the city collapsed in the horizon like a burning cathedral«.

Sådan lyder en linje i et af de små digte, Blaue Blume har udgivet sammen med deres to singleforløbere til debut-ep’en ’Beau & Lorette’. Vi er et sted hvor poesi og ungdommelig himmelstræben møder tvivlen. Et smukt, mystisk og dragende sted, optegnet af Jonas Smiths androgyne og bløde stemme, der uundgåeligt sender tankerne mod Antony Hegarty eller danske Nikolaj Vonsild.

Førstesinglen, ‘Lost Sons of Boys’, har for længst introduceret os til danskernes på én og samme tid pompøse og skrøbelige univers. Med sine groovy trommer og Smiths smukke frontalkampe med sin egen vokals ydre grænser er den om noget indbegrebet af bandets lyd.

Men den fem numre lange ep vil mere end det og viser bandet i andre skyggeformationer. ‘In Disco Lights’ er behagelig sommerdisco med duft af både Culture Club og shoegaze, mens ‘Conventional Dreams (Our House)’ med et sylespidst guitarriff og 80’er-rocksolo imponerer i sin insisteren på at gå andre veje end resten af ep’en. Sammen med ‘Lost Sons of Boys’ er sangen ep’ens mest insisterende og spændingsfyldte.

Og det er netop nerven, man kan sidde og mangle lidt. Især på åbneren ‘Birthday’, der højhelligt og en snert for pompøst besynger den lykkelige dag med linjen »it’s my birthday«. I et univers der ellers er omhyggeligt balanceret og eftertænksomt, punkterer lyrikken og inderligheden her ep’ens stemning en smule, dog på ingen måde nok til at spolere en rigtig flot debut.

Læs også: Blaue Blumes store stemme afslører sine inspirationskilder: »Jeg er stor tilhænger af de ældre gudinder«