Death Has No Dominion
Death Has No Dominon betyder ’døden hersker ikke’ eller ’døden har intet herredømme’. Det er godt valgt, da man efter debutpladens 34 minutter føler sig sært uekstatisk opløftet. Her hersker hverken død eller boblende liv. Her hersker et sansende og diset verdensbillede.
Duoen består af Bjarke Niemann fra Spleen United og designer Rasmus Bak, som begge har lavet mange andre, men for denne plade mindre vigtige, ting i dansk kultur.
Alene fra projektets navn siver en forudsigelse af de tekster, som udgør en væsentlig del af pladens essens og spinder en rød tråd hele vejen igennem. Det er umuligt ikke at tænke på digtet ’And Death Shall Have No Dominion’ af den walisiske digter Dylan Thomas – boheme, romantiker og drukkenbolt (i spontan orden) i midten af 1900-tallet. Sangtitler som ’Uproar In Heaven’ og ’Daybreak Olympics’ står begge skrevet et sted mellem linjerne hos Thomas.
’Harvest’ skaber en uundgåelig ledetråd til en akustisk Neil Young, men næsten endnu bedre passer dennes on-and-off bandvenner i Crossby, Stills & Nash eller, et helt andet sted, shoegaze-briterne Slowdive og danske The New Springs folk. I ånd er de alle fra samme sted.
Der er altså bestemt ikke tale om en indholdsløs singer/songwriter-udgivelse. Til det er Niemann og Bak alt for meget ovenpå med deres lyrik og introverte, men stadig fængende melodier. På ’Monkey Island’ krænges så også et ambient synthesizer-skrig ud i luften, hvor det hænger og blafrer, til det igen bliver grebet af en sang som ’Coming Like a Hurricane’ med et mildt skrattende guitarriff gemt væk et godt stykke bag vokalerne. Her flyder ambiente klange, stemmer og fingerspil til sidst sammen med et sløvt trommebeat og skaber et af pladens vigtigste numre.
Albummet kan også noget specielt med de to ukuleler, der gennemsyrer det. Overalt ligger de sammen med vokalen og skaber, fremme i lydbilledet, en nærhed, som sad duoen to meter væk. Det er alvorligt intimt, og ukulelealarm er det aldrig, da de er brugt så rigtigt og equalizet perfekt, så de lyder som hult sprøde spanske guitarer. Tag intermezzoen ‘May Your House Be Safe From Tigers’. Her spiller to melodier alene og svulmer sig større for til sidst at ånde ud som et ørt instrumentalvæsen.
Betyder det noget, at pladen blandt andet blev til i Willem Dafoes tidligere hus i L.A., at de brugte ukuleleler, eller at duoen efter sigende brugte vin som projektets kul? Det føjer i hvert fald til historien om et projekt, der har en myte, det gerne vil formidle.