Sleep Party People-bagmanden taler ud om sit nye album: »Det var en meget voldsom proces«

Brian Batz lægger kaninmasken fra sig og taler ud om tilblivelsen af 'Floating', Jeff Buckley-sangkonkurrencer og Enya-inspiration.

Sleep
Fortæl om arbejdsprocessen med dit nye album?

»I 2012 fik jeg en mail fra en, der hedder Mikael Johnston, som er producer. Han hørte min musik via en blog og en compilation-cd, som var polsk udgivet, og det kunne han godt lide. Han inviterede mig til USA for at lave en plade, så jeg tog en måned til San Francisco i starten af 2013 og arbejdede med Mikael Johnston og Jeff Saltzman (begge producere, red.). Det handlede meget om at barrikadere sig indendørs i studiet, fordi jeg ikke rigtigt havde skrevet nogen sange. Det var en meget voldsom proces at være så dedikeret til at presse sig selv ud i at skrive musik på så kort tid«.

Hvordan gik samarbejdet med producerne?
»Det var virkelig godt. Normalt er jeg jo vant til at arbejde helt alene, men fordi de er så professionelle, er det meget rart at kunne gøre brug af deres ører og studieevner. Det var enormt befriende ikke at tænke på selv at skulle sidde bag computeren, men på hvordan tingene skulle skrives og spilles. Så tog de sig ligesom af resten«.

Påvirkede de Sleep Party People-lyden?
»Helt klart. Rammerne var meget forskellige i forhold til mine to forrige plader, som opstod  hjemme i min lejlighed i de sene nattetimer. Her havde jeg mulighed for at bruge to studier, hvor alt stod parat 24-syv. Så nørder man lidt på en anden måde. Jeg havde virkelig lyst til og brug for at tænke musikken sonisk anderledes end det, jeg tidligere havde lavet. Så det hele er meget mere håndspillet, organisk og analogt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan kan det være, du gik i den retning?
»Jeg har brug for at udfordre mig selv som musiker. Jeg synes, det er kedeligt at genskabe noget, man allerede har lavet. Så for mig var det helt oplagt, at der skulle ske noget radikalt anderledes. Når vi er ude og spille live som band, tager sangene en drejning mod det mere rockede og støjende. Det havde jeg lyst til at udforske – også fordi det heller ikke er oplagt at lave elektronisk musik på samme måde, når jeg ikke selv sidder bag computeren. Elektronisk musik opstår for mig foran en computer. Her var det dem, der sad foran computeren og styrede det. Så det var en ret naturlig retning for mig at sætte mig ind og spille trommer, guitar eller bas«.

Nu hvor du er gået bort fra den helt lyse ’kaninvokal’, og din lyd er blevet mere organisk, får det så betydning for jeres liveoptrædender? Ryger kaninmaskerne?
»Nej, maskerne er faktisk stadig på. Jeg kan godt lide at spille med de her masker. Til tider fungerer det helt vildt godt – især når vi kommer et sted hen i udlandet for første gang. Så bliver folk meget draget af det. Det kan være en ret interessant oplevelse, så det havde jeg behov for at bibeholde«.
Sleep-Party-People
Hvorfra har du fundet inspiration til din vokal?

»Før jeg begyndte at synge mine egne ting selv, var jeg enormt betaget af Thom Yorke og Jeff Buckley og hele den bølge, der var dengang. Jeg tror faktisk også, at Enya spiller ind, selv om jeg har lidt svært ved at sige det. Men det tror jeg sgu. Elizabeth Fraser fra Cocteau Twins er også en kæmpe inspiration. De har bare alle sammen en meget unik måde at synge på«.

»Også de helt gamle som Connie Francis, Billie Holiday og sådan noget. De har en helt speciel måde at udtale ordene på. Deres toner glider over i hinanden fremfor at være så rytmisk. Det tror jeg, jeg er meget inspireret af – at det hele er meget mere flydende end rytmisk vokal-wise«.

Det er mange kvindelige sangerinder?
»Fuldstændig. Der er jo mange, der tror, jeg er en kvinde, når de hører pladerne – hvilket giver god mening, da jeg jo ikke har en dyb røst. Det ligger ikke til mig. Til gengæld kan jeg synge rigtig højt«.

»Way back da vi (Brian Batz og Jonas Lorentzen, forsangeren i Batz’ gamle band Mavis, red.) lyttede meget til Jeff Buckley lavede vi også konkurrencer om, hvem der kunne følge hans vokal bedst for at se, hvem der kunne komme op i de helt høje registre. Vi var nok begge to forholdsvist lige gode til det«.

Hvad tænker du om stemplet ’drømmepop’ i forhold til Sleep Party People-universet?
»På sin vis har jeg altid været lidt draget af det. Det startede for længe siden, da Enya lavede musik. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg var nok ti år gammel og jeg blev ret draget af fladerne, englestøvet og hele den elver-agtige stemning, der kan være i sådan nogle drømmende klange. Det var meget ligetil for mig at lave, og det kommer meget naturligt for mig. Jeg har sværere ved at lave musik, der ikke er drømmende«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gør det drømmende element sig også gældende i tekstuniverset?
»Ja, dog ikke så meget på den seneste. Men på den forrige (Sleep Party Peoples selvbetitlede album fra 2012, red.) er teksterne meget baseret på drømme. Det synes jeg kan være ret interessant at skrive om frem for en kærlighedssang. Hvis for eksempel man har haft en drøm, der har været voldsom eller betagende på den ene eller anden måde. Når man skriver kærlighedssange, skal man virkelig gøre det godt, for at det ikke bliver for kikset eller klichéfyldt«.

Hvordan vil du beskrive tekstuniverset på det nye album?
»Det nye album er meget inspireret af mine omgivelser, da jeg var derovre. Jeg tænkte meget på, hvilke gener man tager med sig fra sin familie og den sociale arv – hvordan man kan bryde ud af det, hvis der er noget, man ikke kan lide fra sin familie. Jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan jeg var, når jeg var ude nye steder. Jeg kendte heller ikke de to producere særligt godt – det var kun et perifært venskab over Skype, før jeg tog derover. Det var til tider meget angstprovokerende for mig at være der. Jeg tænkte: »Hvad synes de om mig? Hvordan tænker de mig som person? Virker jeg helt vildt stille, virker jeg genert, sur, eller skuffet?««

»Min kære far har lidt social angst. Det er ikke voldsomt, men han er ikke så bekvem ved at være ude blandt mange nye mennesker. Så bliver han meget stille og trækker sig ind i sig selv, hvilket jeg vildt godt kan forstå. Det gør jeg også selv til tider. Det var dér emnet om social arv og gener optog mig meget, da jeg var derovre«.

Det må også have føltes som et stort sats for dig at tage derover?
»Fuldstændig. Jeg var faktisk pænt nervøs og spændt på, hvordan udfaldet ville være. Worst case scenario ville være, at jeg tog derover og ikke kunne tale med dem eller ikke kunne lide dem. Det tænkte jeg meget på, da jeg sad i flyet på vej til San Fransisco. Jeg tænkte »Fuck mand, jeg håber virkelig, vi kan sammen, og at de forstår mine ideer«. Det viste sig, at det kunne vi jo snildt – så det var pisse heldigt«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af