Yo Fok-producer J.J. Wild afslører sine største Distortion-øjeblikke

Yo Fok-producer J.J. Wild afslører sine største Distortion-øjeblikke

Den danske producer, dj og Yo Fok-medlem J.J. Wild skal fyre op under fredagens fest på Hive i festselskab af blandt andre hollandske Dj Abstract & Mr. V.I. Læs om Wilds Distortion-oplevelser her.

Hvilken af Distortions gadefester betyder mest for dig?
»Det er Nørrebro. Jeg bor her, så det er ekstra hyggeligt med alle de venner og bekendte, man møder fra sit nabolag. Det er ikke så stramt, som Indre By kan være«.

Hvad er det vildeste, du har oplevet på Distortion?
»Sidste år spillede jeg et rimelig hardcore dancehall-set i en fuldstændigt proppet Kødbyen, mens solen gik ned bagved. Det var et af de helt store øjeblikke. Og så har der været nogen rimelig beskidte busture med bus nr. 666 (Distortions raverbus, red.), som har en dj-pult indbygget, og som, når festen er ved at peake, rent faktisk hopper igennem byen«.

Hvad har været din største musikalske oplevelse?
»Det var på Blegdamsvej i 2011, hvor Eloq, Dixone, Skørmand, Klumben, Kidd og Topgunn spillede. Det var, da hele hypen omkring dem toppede og et vildt øjeblik. Der stod 30 mennesker på scenen, publikum på gaden gik fuldstændigt amok og kastede med ting, der var bål på gaden, og panserne kom og lukkede det hele efter et kvarters tid, fordi de syntes, at situationen var ude af kontrol. Det var fedt«.

Hvad er dine planer for årets Distortion?
»Jeg skal se Pow Pow Movement. Det er et dancehall-soundsystem fra Tyskland, som er rimelig vilde. De plejer at fyre op«.

J.J. Wild spiller til DDS-festen på Hive fredag nat.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af