Communions indtog Roskilde med ungdommelig nerve
Communions har rødder i miljøet omkring spillestedet Mayhem og pladeselskabet Posh Isolation – et miljø, der også har fostret knugende postpunk-esser som Iceage og Lower. Men modsat disse åndsbeslægtede orkestre er kvartettens lyd en smule mere poleret, og deres powerpop-melodier mindre uforsonlige og temmelig umiddelbare. En omstændighed, der dog ingenlunde kom debutanterne til skamme. Det blev nemlig en fornem første gang for den unge københavnerkvartet, hvor Roskilde-mødommen blev poppet med maner.
Der blev lagt storslået fra land med det nye nummer ’Whereever’, hvori sanger Martin Rehofs snøvlede og uimponerede Ian Curtis-mumlende vokal, guitarist Jacob Van Deurs Formanns Johnny Marr-ringlende, rumklangsindsvøbte guitarlinjer og den übercoole trommetonser Frederik Lind Köppens taktfaste madchester-beat lagde nummerets bundsolide fundament. Og så talte det absolut heller ikke ned, at Rehof lige smed en vaskeægte og veleksekveret shred-solo ind mod nummerets slutning.
Ligeledes blev ’Children’ og det galoperende titelnummerer fra debut-ep’en ’Cobblestones’ serveret med pomp, pragt og læssevis af overskud. Her illustrerede gruppen, at de trods deres umiddelbart introverte og hulkindede too cool for school-attitude i fremtiden ikke vil tage til takke med en eftermiddagstjans på warm-up-scenen. Stadionambitionerne er nemlig til at tage at føle på, og det er en drøm, som bestemt ikke virker utopisk. Giv dem et par år, så står festivalens store scener for skud.
For nok har ynglingene lyden fra britiske 80’er-koryfæer som Joy Division, The Smiths og tidlig The Cure tatoveret all over, men deres mørkrandede og skramlede powerpop blev tilføjet tilpas med egensindig, ungdommelig nerve og træfsikker melodifornemmelse til, at man fornemmede en stor fremtid i vente.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.