Darkside – rumkaptajner løftede Avalon

Darkside – rumkaptajner løftede Avalon
Foto: Henriette Frausing

Der var et skær af arrogance over de to silhuetter, som stod frem i et ellers mørklagt Avalon-telt. Den elektroniske lydmagiker Nicolas Jaar og guitaristen Dave Harrington var ikke kommet for at blive set, men for at give publikum en cinematisk kunstoplevelse – og det lykkedes.

Som to mystiske rumkaptajner transformerede duoen scenen til et aflukket rumskib og sendte publikum ud på en mørk og stemningsfuld rejse med genrebøjende, elektronisk blues.

Fra ‘cockpittet’ bag sin Macbook fremanede Nicolas Jaar stemninger af selv de mest obskure samples, før en pumpende stortromme meldte sin ankomst. Dave Harringtons elguitar fremstod som en plaffende laserpistol, der koncerten igennem besjælede lydfundamentet med improviseret, futuristisk blues.

Det var ikke til at høre ordene, der kom ud af Nicolas Jaars mund, når han ind imellem sang med sin dybe ryst, der sender mindelser til Jim Morrison – men det var sådan set ligegyldigt, for vokalen bidrog som et instrument til midnatsmelankolien.

Darkside var ikke kommet for at please. De lod sig ikke mærke med, at publikum over flere gange klappede taktfast i håb om, at den forløsende bas skulle sparke ind. Bassen sparkede ind, når rumkaptajerne sagde til.

Af samme grund blev flere af de fire-fem minutter lange sange fra albummet ’Psychic’ strukket ud til ti-minutters versioner.

De publikummer, der kunne leve sig ind i duoens til tider skizofrene univers, fik en smuk rejse ud i electronicaen og rockmusikkens afkroge. I joined the darkside.

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.

Koncert. Koncert DarksideRoskilde FestivalAvalon
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af