De 25 vigtigste hiphop-hovedværker fra de seneste 25 år

Vi har lyttet og analyseret – svedt og diskuteret. Og her er de så. 25 essentielle album der tager dig gennem hiphoppens spraglede historie.

01. Beastie Boys ‘Paul’s Boutique’ (1989)

Mike D, MCA og Ad-Rock kickstartede karrieren med kontrær drengerøvsstil, rockriff og festknappen i bund. Men på deres andet album skete der et decideret paradigmeskift, som introducerede en ny og nysgerrigt eksperimenterende side af trekløveret. I selskab med producerduoen Dust Brothers dykkede de dybt ned i samplerens muligheder og fremtryllede et helt særegent, på én gang løssluppent og fokuseret værk med svimlende musikhistorisk bevidsthed – uden at tabe deres grundlæggende flabede charme. ‘Paul’s Boutique’ sampler hele 105 numre: Fra hiphop-pionerer som Sugar Hill Gang og Afrika Bambaataa, over funk, soul og r’n’b, til rockkoryfæer som The Beatles og Pink Floyd og velassorterede populærmusikalske obskuriteter. Alt sammen sømløst syet sammen til en vitalt spraglet musikalsk mosaik, der for alvor markerede sampleren som instrument i sin egen ret.

02. Public Enemy ‘Fear of a Black Planet’ (1990)

Politisk hiphop er tit en eksplosiv blanding af militarisme, islam og konspirationsteorier. Alle de ting findes hos Public Enemy, der stiliserede sig som en hiphopversion af De Sorte Pantere. Her tordner de mod racisme og det hvide USA på numre som ‘911 Is a Joke’ og ‘Fight the Power’, og frontmand Chuck D lyder netop, som beskrevet af Hank Schocklee fra Bomb Squad-producerholdet, som ’Guds stemme i en storm’.

03. A Tribe Called Quest ‘Low End Theory’ (1991)

Starten af 90’erne var præget af N.W.A og den nye stilretning, gangsta-rap: En skygge var gledet ind over hiphopverdenen, som når Sauron vågner i ‘Ringenes herre’. Og som de harmoniske hobitter gjorde Native Tongues-bevægelsen det til sin opgave at stå imod: De brugte bløde jazz-samples, dyrkede blomster-billedsprog og advokerede mod brug af vold.
‘Low End Theory’ er et hovedværk i den genre af alternativ hiphop. Rapperne Q-Tip og Phife Dawg har en uimodståelig, indforstået kemi, og jazz/hiphop-fusion har aldrig lydt så naturligt. Sideløbende med Tribe udgav Native Tongues-kollegerne De La Soul en række klassikere, mens efterkommerne tæller Detroit-gruppen Slum Village samt Black Star, supergruppen bestående af conscious rap-kongerne Mos Def og Talib Kweli.

04. Dr. Dre ‘The Chronic’ (1992)

Dr. Dres solodebut og efterfølgende Snoop Doggs ‘Doggystyle’, som Dre også producerede, definerede vestkystens lyd, den såkaldte g-funk. Det er en version af hiphop, der har suget den californiske sol til sig: Sløv, behagelig og, som Snoop plejede at sige, ‘laiiiid back’. Inden ‘The Chronic’ var hiphop synonym med asfalt, New York-slang og det rådne æbles deprimerende sociale boligbyggerier. Efterfølgende handlede hiphop også om lowriders og chronic blunts i Compton og Long Beach.

05. Wu-Tang Clan ‘Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’ (1993)

What? Sværd-skramlende, lo-fi samuraihiphop? Rappere med navne som Masta Killa, RZA eller U-God, der betragtede rap som en obskur kampsport? Wu-Tang Clan havde en evne til at forvandle det triste, grå og velkendte til noget mytologisk og fængslende, som når de omdøbte hjem-bydelen Staten Island til Shaolin Island. Kollektivets debut er en ubestridt klassiker. Det er gruppens mest upolerede udgivelse, og musikken er ufiltreret og umiddelbar. Den første række af soloudspil, der fulgte efter, var ikke mindre fascinerende: Raekwons mafia-inspirerede ‘Only Built 4 Cuban Linx’, Ghostface Killahs superhelte-rap på ‘Ironman’ og GZA’s nærmest videnskabeligt komplekse ‘Liquid Swords’. Og det er kun de mest kendte. Wu-Tangs katalog er dybt og fascinerende som slummen i Shaolin.

06. Notorious B.I.G. ‘Ready to Die’ (1994)

New York skabte stribevis af mesterværker i midt-90’erne. Nas’ poetiske ‘Illmatic’ og Mobb Deeps mørke mesterværk ‘The Infamous’ for bare at nævne to. Men skal man koge byens storhedstid ned til én rapper og ét album, kan der ikke herske nogen tvivl: Det er Biggie og ‘Ready to Die’. Han udnævnte sig selv til ‘King of New York’, og den titel har han beholdt selv efter sin død.

07. Dr. Octagon ‘Dr. Octagonecologyst’ (1996)

Malk De Koijns skeløjede ordlege var måske aldrig opstået uden deres store forbillede, Kool Keith. Her teamer den excentriske rapper op med producergeniet Dan The Automator (senere kendt fra Handsome Boy Modeling School og Gorillaz) på et album, der ubesværet sammenvæver triphoppede soundscapes, electro, horror-vibes og psykedeliske elementer. Resultatet er mindblowing.

08. UGK ‘Ridin’ Dirty’ (1997)

90’ernes sydstatsrappere bliver ofte overset i det store billede, men faktisk er der en række nyskabende bevægelser fra perioden, der i disse år bliver genopdaget af mange. Three 6 Mafia opfandt crunk i Memphis, Master P’s selskab No Limit og Birdmans Cash Money udviklede en særegen lyd i New Orleans, og UGK lavede country-gyngende gangsta-rap i Houston. Og netop Houstons lyd, der er lige så langsom som områdenavnets udtale, er en fast inkorporeret del af nutidens hiphop.
To vigtige komponenter i stilretningen er chopped’n’screwed-teknikken, der sløver og forvrænger lyden, og en narkotisk hostesaft, som man drikker for at ramme det rette, døsige humør. Deri ligger musikkens tragiske aspekt også: Både Pimp C, den ene halvdel af UGK, og DJ Screw, opfinderen af produktionsstilen, døde af hostesaftoverdoser.

09. Lauryn Hill ‘The Miseducation of Lauryn Hill’ (1998)

Hiphoppen har altid udviklet alternativer til de kommercielt dominerende stilretninger. I start-90’erne var der Native Tongues, og i slutningen af årtiet opstod neosoul-lyden, imens den socialt bevidste hiphop, kendt som conscious rap, blomstrede på ny med rappere som Mos Def og Talib Kweli. Lauryn Hill havde dog den største gennemslagkraft, først med Fugees, og siden med sit første og (desværre) eneste soloalbum, der blander rap med sang, soul med hiphop og det personlige med det politiske.

10. Outkast ‘Aquemini’ (1998)

Inden de breakede big time i 2000 med ‘Stankonia’, havde André 3000 og Big Boi allerede udgivet tre sindssvagt innovative album. ‘Aquemini’ er kronjuvelen i denne indledende trilogi og fusionerer uden hæmninger fuldfed funk, dryppende dub og hårdtpumpede dirty south-manerer med labre melodi-lækkerier, smældende hooks og kompleks historiefortælling. Kombinationen af Andrés grænseløse legelyst og Big Bois overlegne, smooth player-stil var en instant klassiker.

11. Eminem ‘The Marshall Mathers LP’ (2000)

Eminem udlever på genial vis både sin humoristiske side (‘The Real Slim Shady’) og mest bizarre mordfantasier (‘Kim’), mens den fantastiske historiefortælling ‘Stan’ blev et af hans største hits. Og faktisk var Eminem ikke kun 00’ernes største rapper, men årtiets bedst sælgende musiker overhovedet. Det er svært at overvurdere hans indflydelse på generationen, der voksede op med hans musik. Odd Future elsker ham for hans splatterfantasier, imens Danny Brown er inspireret af Slim Shady-stemmen.

Annonce

12. Jay Z ‘The Blueprint’ (2001)

Hiphophistorien er fuld af slående debuter og Jay Z’s ‘Reasonable Doubt’ fra 1996 er en af dem. Men den senere karriereopblomstring, som New York-rapperen skabte med ‘The Blueprint’ er langt sjældnere. Albummets lyd blev retningsvisende takket være de to relativt ukendte producere, Just Blaze og Kanye West. Deres beats prægede senere både Jay Z’s karriere og hiphopverdenen generelt med en ukonventionel og noget tøjlesløs tilgang til soul-samples. Chipmunk soul blev det ofte kaldt, når stemme-samples blev pitchet til smølfe-højde. Jay Z selv har siden ‘The Blueprint’ haft status som et hiphoppens overhoved – han er næsten urørlig, en slags rappens Obama.

13. Missy Elliott ‘Miss E… So Addictive’ (2001)

Et af Missy Elliots skøreste rim er »keep your eyes on my bum-bum-bum-bum-bum / you think you can handle this badonkadonk-donk?«, og det giver et godt billede af, hvordan hendes musik lyder: Det er legesyg, utæmmet røvrystningsmusik. På ‘Miss E… So Addictive’ er både Missy og hendes faste producer Timbaland i perfekt symbiose – de får det skøreste frem i hinanden. Timbaland gemmer tydeligvis sine mest syrede kreationer til Missy, og hun forvandler dem til geniale skabninger. På ‘One Minute Man’ synger hun rent faktisk, og på ‘Get Ur Freak On’ leverer hun et fantastisk hakkende flow.

14. El-P ‘Fantastic Damage’ (2002)

Som medlem af gruppen Company Flow, boss på det stilskabende label Def Jux, producer og soloartist var Brooklyn-entreprenøren umulig at komme uden om i start-00’erne, hvor han skabte en hård, futurisk og katarsisk lyd med metalliske beats, skurrende guitar-samples, pumpende baslinjer og politisk desillusionerede tekster. Nu kender du ham fra Run the Jewels.

15. 50 Cent ‘Get Rich or Die Tryin’’ (2003)

‘G-Unit’ lyder som et navn til action-legetøjsfigurer, og det var gruppen nærmest også: De havde hårde attituder, store geværer og en leder, der overlevede at blive skudt ni gange. 50 Cents solodebut eksemplificerer, hvorfor G-Unit var så populære. Den gennemførte testosteron-gangster passer perfekt på Dr. Dres tunge, ørehængende beats.

16. Madvillain ‘Madvillainy’ (2004)

En joint tændes, og sød musik opstår… Den krølhjernede cratedigger og produceroriginal Madlib og den maskeklædte mikrofonmystiker MF Dooms eneste fællesalbum er en fabelagtig tour de force udi skævt hoppende produktioner, fulde af kryptiske samples og bevidsthedsudvidende, hashtungt fabulerende superheltelyrik. Et klart højdepunkt i begge kunstneres ellers bundsolide bagkataloger.

17. Cam’ron ‘Purple Haze’ (2004)

Cam’ron havde allerede gjort sit DipSet-crew til New Yorks mest populære, og, nå ja, populariseret farven pink – Cam’ron gik både i pink pels og kørte pink Range Rover. Men det er på ‘Purple Haze’, at han etablerede en stilskabende frit associerende tilgang til rim og stavelser, der har inspireret alle fra Lil Wayne til ASAP Rocky og Kanye West. Tænk bare på denne lyddigteriske linje fra ‘Down and Out’: »Drinking sake on a Suzuki we in Osaka Bay«. Eller fra ‘Get ‘Em Girls’: »Ya’ll faking the fizzle, I’m caking for shizzle / fuck a Sizzler steak / my estates they sizzle«.

18. Clipse ‘Hell Hath No Fury’ (2006)

Brødrene Pusha T og No Malices uhyggelige cracksælger-rap er både mere realistisk og mere uhyggelig end 50 Cents testosterondunkende legetøjs-gangster. Virginia-duoens rim er glædesløse og paranoide, som var de rappet gennem sammenbidte tænder, og den ominøse stemning understreges af albummets ukonventionelle, kølige og spooky Neptunes-produktioner. Det er en verden uden farver.

19. J Dilla ‘Donuts’ (2006)

Albummet, Dilla skabte fra sit dødsleje, er intet mindre end hiphop-beatets frigørelse fra rapperen. Detroit-produceren havde før lavet beats for blandt andre A Tribe Called Quest og sin egen gruppe Slum Village, men på dette sample-kunstværk var rapperen pludselig overflødig – loops og lydklip samtalte i et eget sprog. Stilen er blevet efterlignet meget siden, blandt andet af folk som Madlib og Flying Lotus, men Dillas afskedsalbum står uanfægtet som instrumental-hiphoppens højdepunkt.

20. Lil Wayne ‘Da Drought 3’ (2007)

»To the kids: Drugs kill, I’m acknowledging that / but when I’m on the drugs, I don’t have a problem with that«: I 2007 var Wayne blevet en menneskelig, nej, overmenneskelig, tornado af narkoeksperimenter, dødsforagt og uforudsigelige rim om at sluge stjerner, svømme med hajer og æde rappere. Han var ekstremt produktiv (et magasin listede rapperens 77 bedste sange fra dette år alene), og mixtape-formatet tillod ham at udgive sange på næsten daglig basis. ‘Da Drought 3’ var højdepunktet.

21. Kanye West ‘808s & Heartbreak’ (2008)

Kanye Wests storladne, sørgelige autotune-traumebearbejdelse er ikke nødvendigvis rapperens bedste album, men det markerer øjeblikket, hvor han smed alle fortøjninger. Altså: Minimale, kølige produktioner der drives frem af albumtitlens tunge 808-trommemaskine og hjerteskærende, autotunede klagesange. Og det fra en kunstner, hvis kendetegn indtil da var soul-samples og selv- og samfundskritiske rap-tekster.
Det virker måske ikke så vanvittigt, hvis man ser på Kanye gennem prismet af senere album, som det maksimalistiske hovedværk ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ fra 2010 og sidste års snavsede anti-alting-udspil ‘Yeezus’ – men ‘808s & Heartbreak’ var det afgørende skridt ud i uforudsigeligheden.
I tiden før albummet havde sangeren T-Pain populariseret autotune-lydeffekten. Man kunne knap høre et hiphopnummer uden den karakteristiske robotstemme, og faktisk syntes trenden at være ved at dø ud, da Kanye valgte at kaste sig ud i et helt albumprojekt med stemmemanipulerings-maskinen. Og selvfølgelig var det ikke et sædvanligt autotune-rapalbum, han lavede. Når Kanye bruger autotune, bliver hans stemme på en mærkelig måde dehumaniseret og mere intens, fjernere og mere umiddelbar på samme tid.
Autotune-bølgen døde aldrig helt ud, og efter ‘808s & Heartbreak’ har en række eksperimenterende rappere brugt grebet på nye måder. Sidste års højdepunkter i stilretningen var Futures ‘Pluto’-album og Young Thugs ‘1017 Thug’. Det er nærmest blevet en genre for sig. Også den kølige produktionsstil fra ‘808s & Heartbreak’ har sat sine spor – mest tydeligt i den afdæmpede, melankolske lyd, som Drake har udviklet med sin producer Noah ‘40’ Shebib.

22. Earl Sweatshirt ‘Earl’ (2010)

Det fantastiske ved at opdage teenage-skater-rapper-kollektivet Odd Future var ikke kun deres unikke, ungdommelige og uforudsigelige undergrundshiphop, der lød som om, de levede alene i et aflukket univers, men også, at der var så meget af den. På kollektivets Tumblr lå der gratis udgivelser i stakke. Men i stakkene stak ‘Earl’ alligevel ud. Hans stemme, hans rim, hans stil. Allerede på dette debut-mixtape var det klart, at han var gruppens stjernerapper. De autonome Odd Future brød igennem via internettet og banede vejen for en bølge af andre unge vilde: ASAP-crewet, Kendrick Lamars Black Hippy-gruppe og Chance The Rappers SaveMoney-slæng har alle opnået succes gennem internet-distribuerede mixtapes og gør-det-selv-tilgangen.

23. Waka Flocka Flame ‘Flockaveli’ (2010)

De seneste år har sydstaternes gangstermusik vundet frem under navnet ‘trap’ (oprindeligt slang for narkohuse). Atlanta-rapperne T.I. og Young Jeezy populariserede trap-lyden, men med Waka Flockas tøjlesløse debut nåede lyden en helt uhørt grad af aggression og vildskab. Det er næsten mere hooligan-musik end gangster-rap.

24. Drake ‘Take Care’ (2011)

En tidligere tv-skuespiller, der synger mere, end han rapper – og hvis tekster på ret så narcissistisk vis kredser om diverse ekskærester: Drake er ikke en typisk rapstjerne. Og så alligevel. På en måde er han det perfekte talerør for internetgenerationen. Han er følsom, men alligevel fremmedgjort, sårbar samtidig med at han prøver at bevare attituden. Måske er det dét, der gør Drakes musik så interessant – han kan ikke helt holde den hårde maske, man kan altid se gennem sprækkerne ind til noget menneskeligt. Han er rapperen, der gerne vil elske og elskes, men ikke kan: »We live in a generation of, not being in love, and not being together«.

25. Kendrick Lamar ‘good kid, m.A.A.d city’ (2012)

N.W.A grundlagde gangsta-rappen med ‘Straight Outta Compton’ i 1988, og 24 år senere beskriver Kendrick Lamar den selvsamme berygtede Los Angeles-bydel. Men hvor utallige rap-album har skildret den brutale, kriminelle verden i førsteperson, laver han musik om gangstere uden selv at være en. Lyden har tyngde som Dr. Dres klassiske gangsta-lyd, men netop også en blød soul-side.