Stevie Wonder – musiklektion og fællesritual
Man kan næppe overvurdere Stevie Wonders betydning for populærmusikken eller kvaliteten af hans output i årene 1969-76, hvor han nydefinerede soulmusikken, ikke mindst ved sin brug af synthesizer.
Søndag aften præsenterede Wonder – hvis nyudgivelser i disse år er lige så begrænset som hans vigende hårpragt – en sand hitparade med et bundt sange fra dengang, han var kreativt usårlig.
Wonder – hvis stemme var mere gangbar end hans skrøbelige fysik – og et talstærkt band, leverede en koncert, der skabte stor begejstring hos publikum, og det var tydeligvis dens erklærede formål. Hvis man ikke er til snak om Gud, racisme samt hovedpersonens flittige (og tidskrævende) dirigering med publikum, var man gået forkert. Snarere end en koncentreret musikalsk oplevelse blev vi vidne til – og deltagere i – en fællesoplevelse, der handlede om musik som instrument til at skabe kærlighed, fred, respekt og glæde.
Læs også: Fire måder Stevie Wonder nytænkte popmusikken
Wonder kunne have nået adskillige flere sange, hvis han havde villet det sådan, men det var ham magtpåliggende at demonstrere musikkens helende potentiale med et materiale og en fremførelse, der kunne nå ud til og engagere bagerste række. At han formåede det, siger ikke så lidt om hans sanges format og hans evne til at række ud – samt naturligvis et velspillende band, der kunne matche mesterens anvisninger til punkt og prikke.
Wonder lagde ud med Marvin Gayes ’How Sweet It Is to Be Loved by You’ og skabte en anskuelig opvisning i, hvordan man bygger et nummer op med sin svingende version af ’Day Tripper’, men ellers var det egne hits, der udgjorde rygraden i den næsten syv kvarter lange forestilling, hvor særligt ’Higher Ground’, ’Sir Duke’ og ’Superstition’ var musikalsk medrivende.
Publikum tog godt imod det meste, men Stevie skabte også rammen for en fest, der handlede mere om det, musikken repræsenterer, end om en konkret musikkoncert.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.