Christian Hjelm
På sin anden soloplade lyder Christian Hjelm stadig som en musiker, hvis sange er sat i verden for at tegne omridset af en generation. At generationen så er dine forældres, med TV-2 eller Gasolin som forbilleder, er jo bare en bagatel, men en vigtig en, da det netop er den kitschede lyd – af Vespa Ciao-knallerter, bananlikør-branderter og ungdomsklubkældere på en baggrund af morgensolopgang – som gør Hjelm unik.
Endnu mere end på debuten går Hjelm her kompromisløst efter skarpe popsange, ofte med simple synth- eller klaverriff som spydspidser i en hær af stærke melodier. Der er masser af ’uh’, ’åh’ og ’bah’, mens strygere og en masse fint tingeltangel bidrager til de simple, men interessante produktioner. Bedst af disse rendyrkede syng-med-hymner er ‘I disse dage’ og ’Lidt endnu’.
De mere introverte og stemningsfyldte sange er dog albummets ultimative styrke. Den bedste, ’Som aldrig før’, åbner med en sløv, men sprudlende hyldest til ungdommen og uforudsigeligheden: »Vi er i live, fordi vi dansede hele natten«, synger Hjelm. På samme måde er det på ’Tiden’ og ’Vilde øjne’, at mennesket Christian Hjelm dukker op, og i lyset af en svag melankoli er det også her, den stemningsmættede lyrik rigtigt rammer.
Mange af sangene er svære at kaste af sig, og eneste anke på en flot plade er paradoksalt også Hjelms styrke: Med sin karakteristiske vokal og lyd bliver han over 12 numre en anelse monoton, og sovset lidt for meget ind i sit eget udtryk uden mange omveje eller overraskelser.
Læs anmeldelse: Christian Hjelm ‘Før vi blev lette’