Cold Specks

Al Spx har taget skridtet væk fra den sydstatsklingende soul. Det er modigt, men også frustrerende.
Cold Specks
Foto: Benjamin Lund Nielsen

»I am, I am / a goddamn believer«, sang Al Spx på sin to år gamle debut. Men som albumtitlen ’I Predict a Graceful Expulsion’ netop forudsagde, var det ikke uden konsekvenser, at den unge canadier valgte at hellige sig musikken. Det specielle pseudonym er efter sigende et forsøg på at skjule sig fra sin dybt religiøse familie, og med efterfølgeren har Cold Specks taget et endnu større skridt væk fra den ortodokse side af religionen.

»Caught between the devil and the deep blue sea«, synger Spx nu på ’Change of Command’, som faktisk er en af pladens lyseste skæringer. ’Neuroplasticity’ er nemlig mørkere og mere rocket end sin forgænger. Blæserne skildrer ofte en tilstand af sindssyge, mens trommerne får lov at hamre hårdere, og synthesizeren skaber en mørk, skurrende bund.

Skridtet væk fra den sydstatsklingende soul er modigt, men også frustrerende, fordi dette skridt virker mindre dybtfølt end det første. Jeg forstår for eksempel ikke, hvorfor det er instrumenterne, der skal tage den største del af slæbet med at tegne det mørke tema, når man ved, at Spx’ vokal sagtens kan. Jeg kunne godt bruge, at hun, ligesom blæserne, kom lidt tættere på afgrunden.

Vi kommer tættest på syndefaldet på afslutteren ’Season of Doubt’. Her smyger Ambrose Akinmusires eminent klagende trompet og Swans-frontmand Michael Giras’ dunderdybe vokal sig om Spx’. Det er tungt og umelodisk, men samtidig pirrende fordi det tegner den ensomhed, som unægtelig har været en stor konsekvens af familiebruddet.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Cold Specks. 'Neuroplasticity'. Album. Mute/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af