Video: Taylor Swifts nye single er rendyrket ‘Happy’-pop

I popverdenen er det en stor, for ikke at sige kæmpemæssig, begivenhed, når Taylor Swift annoncerer et nyt album. Det gjorde Swift i går og kunne via en live-stream annoncere sit femte album, ‘1989’ (ude 27. oktober), samt den nye single ‘Shake It Off’ med en video instrueret af film- og musikvideoinstruktøren Mark Romanek.

Og hvorfor skal vi så tage os af det? Her er tre grunde.

1. Det her er et klart stilskifte for Swift, der med et album hvert andet år siden 2006 har bevæget sig længere og længere væk fra det puttenuttede country-image, hun startede ud med. Det her er nutidig pop med masser af horn og et guddommeligt omkvæd, og hvis man var skudt i Pharrells ‘Happy’, er der nu ikke længere nogen grund til at afskrive Swift som countrypop til tween-segmentet.

2. Swift havde allerede kastet sig over den rendyrkede pop på ‘2012’-albummet ‘Red’, men dengang i en mere synthtung udgave, hvor teksterne også havde et lige vel rigeligt ungdommeligt skær over sig. ‘Shake It Off’ er lige en kende mere moden i både lyd og tekst, der er blottet for det værste teenage-drama. I live-streamen kaldte Swift ‘1989’ for sit første ‘popalbum’, men det virker også som første gang, at hun skyder lidt opad med hensyn til målgruppen.

3. På trods af ovenstående er Swift stadig the girl next door. Her i en (herligt) mindre poleret udgave, men Swift er i videoen til ‘Shake It Off’ stadig den kiksede pige, der ikke kan danse som alle ‘de seje’, og føler sig allermest hjemme, når hun til slut ‘danser grimt’ med alle de ‘almindelige unge’. Beklager alle citationstegnene, men de er nødvendige for at komme rundt om klicheerne uden at lyde som en idiot.

Læs også: Se Taylor Swift og Meryl Streep i traileren til ‘The Giver’