Pharrell – hev hits op af hatten

Pharrell – hev hits op af hatten
Foto: Ole Isø-Nielsen
Et udsolgt Forum fik, hvad de kom efter: Alt godt fra Pharrells skatkammer af et bagtakalog.
Pharrell – hev hits op af hatten
5 6

Koncert, Forum

Det er de færreste artister, der er forundt det privilegium at kunne levere en koncert udelukkende bestående af kendte numre – som vel at mærke ikke kun er deres egne. Men når man har mere end 15 års populærmusikalsk historie samlet i egen (middel)høje person og hedder Pharrell Williams, er det ingen sag. Ved fredag aftens koncert i Forum kunne den eklektiske amerikaner således også blive ved med at hive hits op af den vintage-hat, der efterhånden er vokset fast på hovedet af ham.

Som signatur gjorde den ham imidlertid også letgenkendelig blandt bandet og danserne, da han som en anden solkonge trådte frem i silhuet på den himmelblå baggrund til tonerne af en Ennio Morricone-lydende intro, der hurtigt skiftede over i en lidt anstrengt udgave af ’Come Get It Bae’, hvor vokalen virkede noget ude af sync med musikken.

Det skulle dog hurtigt blive bedre, og den indledende runde af numre fra ’G I R L’-albummet bød blandt andet på en næsten improviseret udgave af Justin Timberlake-duetten ’Brand New’, som ikke har figureret på setlisterne fra Pharrells tidligere shows. Nummeret, der har et væsentligt slægtskab med Michael Jacksons ’Wanna Be Startin’ Somethin’, blev leveret med en indlevelse, der ikke lod (lære)mesteren meget efter, og illustrerede, at Pharrell er blandt de største, når han er bedst.

Læs anmeldelse: Pharrell ‘G I R L’

Sponsoreret indhold
Oplev J-Law som russisk agent i 'Red Sparrow'
Jennifer Lawrence spiller en tidligere ballerina, der bliver tvungent ind i det tophemmelige Sparrow-program. Se traileren og find billetter her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

De senere års succes er dog ikke steget Pharrell mere til hovedet, end at han kunne udskifte Vivienne Westwood-hatten med andre af de kasketter, han har båret igennem karrieren, såsom producer i The Neptunes. Og som han ydmygt sagde, inden han indledte en række af producerduoens største hits som Nellys ’Hot In Herre’ og Jay Z’s’ ’I Just Wanna Love U (Give It 2 Me)’: »I’m not playing these songs because I was a part of them, but because you guys made them so big I could ride along«.

At Pharrell er bevidst om sin afhængighed af andre viste han endnu tydeligere i det efterfølgende intermezzo, som han overlod helt og aldeles til de suveræne dansere, der på skift demonstrerede, at twerking handler mere om finmotorik end pornoæstetik. I mellemtiden havde Pharrell selv skiftet hovedbeklædning (og denne gang i bogstavelig forstand) fra hat til do-rag, og som en hæderlig gestus inviteret den ofte oversete Shay fra N.E.R.D. med på scenen til en suite af bandets største hits.

Det var dog ikke sidste gang, at Skateboard P skulle skifte persona. For efter et afsluttende maraton af hits omfattende Gwen Stefanis ’Hollaback Girl’, det fuldbyrdede syndefald på ’Blurred Lines’ og en uelegant overgang til ’Get Lucky’, var det point of no return for Pharrell, der nu havde skabt den perfekte dramaturgi forud for sit største hit, ’Happy’, der som klimaks kløgtigt var gemt til sidst som ekstranummer.

Som bekendt er forventningens glæde den største, og man kunne derfor også have frygtet, at det ville være mere en spændetrøje end spændingsforløsning at skulle gengive årets måske mest spillede nummer live, men heldigvis valgte Pharrell den eneste rigtige måde at gøre det på: Nemlig at efterleve sangens hedonistiske credo og give den gas med blomsterkrans, konfetti, swing-dans, jubelglade monstre og et breakende barn, uden at se sig tilbage mod det urbane ophav af onde tunger, som måske vil mene, at han har solgt ud af til fordel for popmusikken.

I Pharrells tilfælde er der imidlertid tale om en ganske naturlig udvikling, eftersom han ganske enkelt er for stor til at holde sig til blot én genre. For som han og hans band beviste, så var de – ligesom de gennemgående art deco-inspirerede visuals – altid i stand til at mutere efter situationen og sangene med en sådan præcision, at live-versionerne næsten ikke kunne skilles fra originalindspilningerne. Selv om det måske begrænsede de instrumentale udfoldelsesmuligheder, var den troværdige gengivelse af numrene ubetinget i publikums interesse og demonstrerede således, at man godt kan være solkonge og stadig få sin magt fra – og ikke på bekostning af – folket.

Læs også: Guide: Pharrells 15 vigtigste produktioner