Soundvenue og CPH:DOX inviterer til Elliott Smith-aften med Broken Twin, The New Spring m.fl.

Soundvenue og CPH:DOX inviterer til Elliott Smith-aften med Broken Twin, The New Spring m.fl.

Der gik et chok gennem musikverdenen, da Elliott Smith i 2003 tog sit eget liv med to knivstik i hjertet. Smith har efterfølgende inspireret et hav af musikere, og den 8. november hylder Soundvenue og CPH:DOX folk-legenden med et kombineret dokumentar/koncert-arrangement på Bremen Teater.

Første del af programmet er visningen af dokumentarfilmen ’Heaven Adores You’, der med interviews af venner, kærester og producere fortæller den fulde historie om sangskriveren med bagkatalogets klassikere som musikalsk kulisse. Filmen er instrueret af Nickolas Rossi.

Efter filmen står den på musik, når en række danske kunstnere fortolker Smiths sange i deres eget billede. Lineuppet består indtil videre af Broken Twin, Chorus Grant, The New Spring, Spillemændene, Indians og Maggie Björklund.

Læs anmeldelse: Broken Twin ‘May’

Elliott Smith nåede at udgive fem album i sin levetid. Han debuterede i 1994 med ‘Roman Candle’, mens ‘Figure 8’ fra 2000 blev hans sidste plade. Han blev for alvor kendt af de brede masser i 1997, da nummeret ‘Miss Misery’ medvirkede på soundtracket til ‘Good Will Hunting’. Sangen blev nomineret til en Oscar (Smith optrådte endda til Oscar-showet i 1998), men måtte (suk…) se sig slået af ‘My Heart Will Go On’ fra ‘Titanic’.

CPH:DOX og Soundvenue præsenterer: En aften med Elliot Smith
8. november
Bremen Teater, København V
Billetpris: 95 kr. (Billetter HER)