The New Spring

The New Spring
Foto: Tore Hallas
Bastian Kallesøes smukke sange står på egne ben, kun hjulpet af sparsomme indslag med piano og tuba.
The New Spring - Late Bloomer
4 6
The New Spring
'Late Bloomer'

Album, Tambourhinoceros/Playground

Sommetider er man nødt til at genopfinde sig selv fuldstændigt for komme videre. I Bastian Kallesøes tilfælde taler tre album under The New Spring-navnet for sig selv: Det var det helt rigtige træk af ham at opløse sit eksperimenterende indierock-orkester Shout Wellington Air Force til fordel for sololivet.

‘Late Bloomer’ er et formidabelt, omend mere jordbundent album end forløberen, mesterværket ‘Secret Armor’. Det skyldes især, at Aske Zidores spøgelsesagtige, vimse digitale effekter, der legede skjul i krinkelkrogene på Kallesøes suveræne fingerspil og røst, glimrer ved sit fravær. Afløseren, Jens Ramon fra Figurines, har en mere spartansk og ligefrem tilgang til produktion. Albummet er således indspillet henover kun to dage og med et minimum af efterbehandling.

Det er på én gang forfriskende og en skam. For der hviler en særegen, svært definerbar magi over ‘Secret Armor’, hvor det nye album modsat lader Kallesøe og hans smukke sange stå helt på egne ben, kun hjulpet af sparsomme indslag med piano og tuba.

I sidste ende er det heller ikke det, der gør udslaget for at uddele en marginalt lavere karakter. De fleste af albummets sange er af samme guddommelige karat som man efterhånden er helt forvænt med fra Kallesøes hånd. Men et par, navnligt titelnummeret og ‘Song for Ana Mendieta’, er, udover at være flotte, også utroligt repetitive og stikker ikke så lidt ud fra resten. Med kun ti numre at gemme sig blandt og en klodset intro til lukkeren ‘The Japanese Bridge’ oveni bliver helheden blot marginalt mere ujævn at lægge ører til.