Lydia Ainsworth

Der er elektriske ladninger i de lydbølger, som Lydia Ainsworth den seneste tid har sendt gennem mine øregange. For selv om de filmiske strygertoner skaber smukke baggrundslandskaber, stikker synthesizer og trommemaskine hidsigt frem i forgrunden på canadierens albumdebut.

Det er dystert som Austra og opmærksomhedskrævende som Grimes, men samtidig utroligt dragende, hvilket særligt skyldes Ainsworths stærke, gotiske vokal. En balancegang som, ironisk nok, fungerer allerbedst, når det enten tipper til den poppede side – som på ’Take Your Face Off’ – eller til den eksperimenterende, hårdtslående og dunkle side, som på ’Moonstone’.

Sidstnævnte er et virvar af klippede vokalsamples, rungende trommer og Moderat-gungrende synth, men stadig poppet med en klar fremdrift og Ainsworths vokal som den røde tråd.

Teksterne er med til at gøre musikken mere drømmende, for de flirter med spændingen mellem det jordbundne og det uvirkelige – som når Ainsworth på ’Take Your Face Off’ konstaterer: »You have always known me / since time first began«.

Albummet (hvis første halvdel i øvrigt er en genudgivelse af numrene fra debut-ep’en ’Right From Real, Pt. 1’) er efter sigende kommet til verden i soveværelser og kældre mellem Toronto og Brooklyn, men de store strygersværme bevidner, at produktionen ikke kun er foregået med en bærbar på skødet. Alligevel savner man flere rigtige instrumenter i det kolde elektroniske landskab, for de kradsende toner savner i længden melodi.