Vince Staples

I løbet af det seneste halvandet år har Vince Staples haft det måske bedste vers på Earl Sweatshirts ’Doris’-album, udgivet mixtapes med producer-ikonet No I.D. og fået pladekontrakt med Def Jam.

Det er gået stærkt for den unge Los Angeles-rapper, men ep’en ’Hell Can Wait’ føles alligevel som et kvantespring – dette er ikke kun Staples’ klart bedste udgivelse indtil videre, det er et mindre mesterværk og en af årets bedste hiphopudgivelser overhovedet.

Lydbilledet er ulig noget andet, og det er mestendels takket være produceren Hagler, der er lige så ukendt som han er fantastisk. Hans produktioner har en skæv, minimalistisk kvalitet, der – ligesom tidlig Odd Future – lyder som Neptunes-beats fra starten af 00’erne.

Men samtidig foregår der også noget en del mere voldsomt: På ’Fire’ bliver Staples’ vokal forvrænget, så den lyder alarmerende og skinger, mens beatet på ’Blue Suede’ består af sirener og de tungeste 808-trommer. Det er som at høre G-funk-synths mutere til noget ondskabsfuldt og aggressivt. Det er hårdt som en opdateret version af ’Straight Outta Compton’.

Midt i det her voldsomme og voldsomt originale lydlandskab står Staples’ stemme, der er hæs, monoton og sammenbidt. Hans fortællinger er lige så levende som på Kendrick Lamars ’good kid, m.A.A.d city’, men med omvendt fortegn: Kendrick er empatisk og optimistisk, mens Staples er kølig og sammenbidt.

»I refuse the right to remain silent«, rapper han med undertrykt vrede på ’Hands Up’, og gudskelov for det, for lige nu rapper Vince Staples mere intenst og fængslende end nogen anden.

Læs anmeldese: Vince Staples ‘Shyne Coldchain Vol. 2’

Læs også: Hiphop-talenter: De får et stort 2014