Mary J. Blige
Lady Gaga efterfulgte ’Artpop’ med et jazzet duetalbum med Tony Bennett. Nutidens popperformer skal med andre ord konstant have fingeren på pulsen for at ramme tidsånden i forhold til hvilken form for pr, videoæstetik og musikalsk stilretning, der kan holde ham/hende flydende i populærkulturens piskende, oprørte vande. Man skal kunne skifte stil med både pludselighed og naturlighed.
Mary J. Blige er ingen vårhare længere, så for hende er udfordringen presserende med hver ny udgivelse: På ’The London Sessions’ slår hun pjalterne sammen med en ung generation af engelske navne inden for elektronisk musik og r’n’b, såsom Sam Smith (der har skrevet fire af de bedste sange på albummet), Emeli Sandé og Disclosure.
De mest dance-inspirerede numre (’Right Now’, ’My Loving’ og ’Follow’) falder desværre knapt så heldigt ud. Ikke så meget fordi Blige ikke kan finde sig til rette i den housede kontekst, men fordi materialet simpelthen ikke er en stjerne af hendes statur værdigt.
Slem er også en irriterende ekkoeffekt på Bliges ellers fortsat glimrende vokal, en detalje, der er allestedsnærværende, og som man dårligt kan abstrahere fra, når først man har bemærket den.
Åbningsnummeret ’Therapy’ efteraber helt ned på titelniveau Amy Winehouse (’Therapy’, ’Rehab’ – ringer der en klokke?), men det gøres så åbenlyst, at det smitter, og på ’Not Loving You’, ’Whole Damn Year’ og den gospelinspirerede ’Doubt’ boltrer Blige sig i rummelige, klaverbårne arrangementer.
Projektet er dog som helhed kendetegnet ved for spredt fægtning og en mangelfuld æstetisk ramme.
Læs anmeldelse: Mary J. Blige ‘Growing Pains’