Sharon Van Etten – en enorm stemme klædt i porcelæn
Som en sart porcelænsfigur med tatoveringer på underarmene kom hun trissende ind, Sharon Van Etten. Klædt elegant og med en tydelig duft af kokos som aura. Hun sagde ikke meget og var godt gemte væk bag det sorte pandehår, der netop dækkede øjnene.
Men da bandet satte i gang med ‘Afraid of Nothing’ og ‘Taking Chances’ fra Van Ettens nyeste album, ‘Are We There’, splintredes porcelænsfacaden i tusinde stykker, og den lille sangerindes enorme stemme brød ud og slugte Lille Vega, mundfuld for mundfuld, ubesværet og sikkert.
I takt med, at stemmen tog vores sjæl i kraven, mærkede Van Etten snart salens hengivenhed og følte sig tydeligvis godt tilpas på scenen, hvilket hun også fortalte taknemmeligt flere gange i løbet af aftenen.
En tilpas Van Etten er en kærlig, skør og meget nærværende dame, som siger fuck og tager pis på sine tunge sange om bedrøvet kærlighed. »Why don’t I just write songs about unhappy love forever?«, sagde hun sarkastisk. Publikum jublede, og bandet protesterede.
Netop bandet var den jordnære faktor i aftenens højtragende set. Guitar, bas og trommer sad hvor de skulle i sangene, men fremstod tit mest som en stabil bund. De var mere backingband end jamband, og bare lidt ekstra uforudsigelighed havde givet koncerten et ekstra gear.
Den eneste undtagelse var Heather Woods Broderick (søster til Peter Broderick), som konstant gav os de små personlige møder med musikken, de andre aldrig helt formåede. Oftest var det med sin dødsens flotte andenstemme, der både var høj og lav, og på et af aftenens sidste numre, ‘Your Love is Killing Me’, gjorde hun det hele dronet og flygtigt med sammenflettede loops af sin egen stemme. Broderick var i sig selv et uundværligt instrument.
Læs også: Top Track: Sharon Van Etten ‘Your Love Is Killing Me’
Bedst var koncerten, når Van Ettens utallige smukke melodier, før de så sig om, var lettet fra gulvet og omtåget ramlede mod loftet i en insisterende storhed. Det gjorde de heldigvis ofte, som på ’Tarifa’ eller netop ‘Your Love is Killing Me’. Med masser af rumklang, insisterende trommer og orgel blev de næsten postrockede i deres kæmpe lyd.
Ovenover alt svævede Van Etten og sendte med sin stemmes rolige og selvsikre klang tankerne mod forbilleder som PJ Harvey eller Patti Smith, der også tæmmer deres publikum med deres stemmers blotte tilstedeværelse.
Og lige dér, midt i det hele, blev det sønderknuste omkvæd »break my legs so I won’t walk to you / cut my tongue so I can’t talk to you / burn my skin so I can’t feel you / stab my eyes so I can’t see you«, til noget af det mest selvsikre og opløftende, jeg har hørt i år.
Det ville Sharon Van Etten blive glad for at vide, tror jeg.
Læs anmeldelse: Sharon Van Etten ‘Are We There’
Læs også: Interview: Sharon Van Etten lavede sit tungeste album og slog så op med kæresten