Top Track: Father John Misty ‘Bored in the USA’

Top Track: Father John Misty ‘Bored in the USA’

‘Bored in the USA’ er første smagsprøve fra Father John Mistys netop annoncerede album, ‘I Love You, Honeybear’ (ude 9. februar). Et lavmælt og smukt opbygget nummer med strygere og piano, hvor Tillmans lunefulde lyriske snilde i den grad lyser op midt i hans ellers mørke misfornøjethed.

Som svulstig ledsagelse til følelsen af fædrelandssvigt hober prangende symfonier sig op omkring Joshua Tillmans vokal, mens han slukøret udtrykker sin indædte magtesløshed gennem tekststykker som »I’m bored in the USA so save me white Jesus«, »they gave me a useless education« samt de famlende ord, der uovertruffent indkapsler nummerets følelse af tomhed og melankoli: »Is this the part where I get all I ever wanted? / who said that? / can I get my money back?« Der er endda sat dåselatter og klapsavler ind som afsluttende gimmick, og så kan man selv beslutte, om dette er med for at nedtone indholdet, eller for netop at understrege det tragikomiske i Tillmanns ‘sandheder’.

Samtidig med, at Tillman i går afslørede det kommende album, var han også et smut forbi Letterman til en svært humoristisk optræden, hvor han også fik vist sine karakteristiske moves på gulvet. Se den eminente optræden HER.

Seneste Top Track: Mont Oliver ‘All Yours’