Vi sidder bare her – tre følsomme mænd

Vi sidder bare her – tre følsomme mænd
Foto: Henriette Frausing
En ærlig, nærværende og til tider oplivende aften med trioen.
Vi sidder bare her – tre følsomme mænd
5 6

Koncert, Bremen

Tirsdag var den første af tre Købehavnerkoncerter i kølvandet på trioens tredje album, ‘Ingen regning til mig’, og samtidig markerede koncerten også starten på slutningen af den mini-tour, hvor trioen allerede har været over Jyllands muld. De er travle herrer, Mr. Poet, Mr. Ambience og Mr. Jazz, og otte koncerter er derfor bestemt en turné.

Leth bliver ikke yngre – han er altså 77 år – og netop det at blive gammel talte nummeret ‘Kalkunhals’ om. Det var en af aftenens mest medrivende historier. »For det at blive gammel, det er altså ikke sjovt. Det fortalte min far mig. Det har jeg aldrig glemt, at han sagde«, berettede Leth.

Sangen kom også over stive ben og slingregang. Det var muntert, men mest af alt gribende ærligt at høre om alder fra alderens egen mund, og satte streg under en af Leths største kvaliteter: Hans ubestridte ærlighed. Kombineret med hans nøgterne og præcist opmålte sprog rammer poesien en bred målgruppe. Og med de rigtige ører rammer den hårdt.

Musiksiden er afgørende for Vi sidder bare hers succes. De sælsomme og flygtige smukke flader, som opstår og fordufter bag Leths stemme, kunne sagtens stå for sig selv.

Ofte fandt jeg mig selv nede i et af de smukke, nærmest klassiske klaverstykker, Frithjof Toksvig spillede. Så var jeg klistret til hans pedal steels lette dans. Pludseligt suget ind i Simpsons reverbdryppende guitarsolo. Så på ryggen af hans synthesizer-klavers skvulpende bølger. Oftest var lyden hentet fra de samme melankolske hjørner som David Lynchs favoritkomponist, Angelo Badalamenti, også besøger for inspiration.

Andre gange var der afstikkere til mere elektronisk pulserende numre som ‘Den hvide Serviet’, eller knitrende Burial-referencer på et af aftenens ekstranumre, ‘Dans’. Hele vejen var det hverken for stort eller småt, for meget eller for lidt. Det var lige præcis tilpas følsomt.

For det meste læste Leth ordret op fra teksterne, men i få øjeblikke slap han sig selv løs fra tekstens ord. Især på ‘Ankomst’ tog Leths fantasi os i hånden rundt på sit hotelværelses gange i en sydlig storby, hvilet var endnu mere pirrende, end hvad den fastsatte oplæsning bød på. Og når Leth mellem numrene en sjælden gang fortalte os en historie, var der stille som i et kapel.

Leths gamle ven Torben Ulrich – 86 år, tidligere tennisprof og far til Metallicas Lars Ulrich – var dukket op på aftenen og fik naturligvis en hyldest af Leth. En statsmand, der hyldede en statsmand, og måske et lille historisk vingesus. Leth opfordrede os desuden til at se kortfilmen ’Motion Picture’ fra 1969, hvor Ulrich netop er hovedperson, eller emnet, om man vil. Et af Leths bedste værker ifølge ham selv.

Inden det var helt slut, fik vi også en ægte nationalhymne i form af den nye smukke ‘Gennem Danmark’. Fra en togkupé beskrev Leth vores land med en ømhed og præcision få litterære hjerner magter: Det helt specielle danske skyfiltrerede og storladne lys. Storebælts hav og skibe i sne eller regn. Himmelbjerget som det stadig står lige dér, midt i det hele, hvor det altid har stået og kigger fra en bund af mørkegrøn skov. »Det rør mit hjerte at se Danmark på den måde dér«, sluttede Leth.

Mon ikke også at der var andre, som blev lidt rørt på en følsom aften i Bremen? Det tror jeg. Alt andet ville være umenneskeligt.

Læs anmeldelse: Vi sidder bare her ‘Ingen regning til mig’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold