Video: Taylor Swift giver den som sindssyg maneater

I musikvideoen til ‘Shake It Off’ spillede Taylor Swift en rolle som den småkiksede, men charmerende outsider, der hellere vil danse med nørderne end alle de seje. Lidt plat, for Swift er flyttet til New York, blevet bedste venner med folk som Lorde og Lena Dunham, og så vidner hendes ganske fremragende ‘1989’-album om, at den tidligere country-prinsesse ikke længere er hverken teenager eller uskyldigheden selv.

Nå, videre til i dag, hvor Swift har sluppet musikvideoen til albummets andensingle, ‘Blank Space’. Her spiller hun også en rolle, men en meget mere forfriskende en af slagsen – nemlig den som en sindssyg og skinsyg maneater.

Rollen går hånd i hånd med teksten, som er Swifts lille metasang om det forskruede billede, medierne tegner af hende og hendes mange fallerede forhold. Vi taler linjer som:

»You look like my next mistake«.

»I’m dying to see how this one ends«.

»Got a long list of ex-lovers, they’ll tell you I’m insane«.

I videoen går vi således gennem et forhold, hvor fryd og gammen (forventet) forvandles til et helvede for den unge mand, der udsættes for skrækscenariet Swift, som smadrer biler og klipper hul i tøj.

Sidste scene er prikken over i’et i forhold til selve konceptet, så husk at se til slut.

Læs anmeldelse: Taylor Swift ‘1989’

Læs også: Hør Kendrick Lamar freestyle over Taylor Swifts ‘Shake It Off’